|
Anmeldelse
af Gert T. Svendsen og Gunnar L.H. Svendsen: Social
Kapital. En introduktion. Hans Reitzels Forlag. København. 2006.
ISBN 87-412-5017-6. 216 sider. 248,- kroner.
Af Kasper
Støvring, Nomos, nr. 1 2007.
Den amerikanske sociolog Robert Putnam er en af de
mest estimerede forskere i social kapital, dvs. tilliden mellem
mennesker. For nylig kom det frem, at Harvard-professoren, der står bag
kendte bøger som Bowling Alone
(2000) og Making Democracy Work
(1993), længe tilbageholdte resultaterne af en omfattende undersøgelse,
han har lavet af beholdningen af social kapital i multikulturelle
samfund. Resultaterne var nemlig politisk ukorrekte. De viste, at i
multikulturelle byer som f.eks. Los Angeles har forskellige kulturelle
grupper meget lav tillid til hinanden. Ja, selv blandt medlemmer inden
for grupperne falder tilliden, hvis de lever i multikulturelle samfund.
Og det er bad news i liberale
samfund, der officielt hylder plusordene om kulturel sameksistens, åbenhed
og fordomsfrihed over for fremmede kulturer.
Problemet er selvfølgelig, at vi ikke kan løse de
konflikter i form af mistillid, polarisering og konfrontation (i sidste
ende borgerkrig), der opstår som følge af multikulturalismen, hvis vi
af politiske grunde ikke får den viden, som følger af forskningen.
Konflikterne vil vokse sig så store, at vi faktisk ikke kan gøre ret
meget ved dem.
Om det også skyldes politisk korrekthed, at
forfatterne bag en ny introduktion til fænomenet social kapital – de
to danske politologer Gert T. Svendsen og Gunnar L.H. Svendsen – også
udelader den afgørende diskussion om multikulturalisme, vides ikke. Men
det er en blunder af de helt
store. Læsere må altså gå andre steder hen – f.eks. til Nomos
årgang 2, nummer 2 – hvis han eller hun vil vide mere.
Bogen er ellers vigtig. Eller rettere sagt: Det er
et vigtigt emne, bogen tager under behandling, og et emne, der hidtil
har været forsømt. Det er mærkeligt, eftersom en lang række aktuelle
konflikter altså har rod i manglende social kapital.
Selv om mange taler meget om f.eks. ”sammenhængskraft”,
har man i forskningen og samfundsdebatten hidtil manglet et fuldt
udviklet begreb om social kapital. Liberalister har troet, at hvis
mennesker udsættes for de samme økonomiske incitamenter, vil de handle
ens; de vil ud af en rationel egeninteresse arbejde sammen med andre og
være produktive. Socialister har troet, at man kan forene mennesker ved
at skabe økonomisk udligning gennem politisk omfordeling af de
materielle goder. Og i dag tror mange, at abstrakte menneskerettigheder
vil gøre en ende på mistillid mellem mennesker og løse alverdens
konflikter. Kort sagt: Med markedets eller statens hjælp vil
forskellige mennesker forene sig i fred og fordragelighed.
Det har alt sammen vist sig at være forkert. For
man har af uvidenhed elelr ud fra ønsketænkning set bort fra kulturens
betydning for dannelsen af social kapital. Selv i kredse, der forsker i
social kapital, er denne mangel påfaldende – som i Svendsen og
Svendsens bog.
De to forfattere er udmærket klar over denne
mangel, men parallelt med deres modvilje mod at diskutere
multikulturalisme, har de også et meget økonomistisk syn på emnet.
Det er skam relevant nok. For hvordan kan Danmark være blandt verdens
ti rigeste lande, når vi har så høje skatter og så massive overførselsindkomster?
Forklaringen på den danske velfærdsstats overlevelsesduelighed er
selvfølgelig den store beholdning af social kapital. Når folk stoler på
hinanden, og der er en lav risiko for snyd og free-riding, har borgerne
let ved at samarbejde uden indblanding af en tredjepart (f.eks.
offentlige myndigheder, advokater eller en mafia, der skal håndhæve de
indgåede kontrakter). Derved mindskes monitorerings- og
transaktionsomkostningerne i økonomien.
Men kulturen er helt afgørende for dannelsen af
social kapital, ikke blot i en økonomisk, men også i en sociologisk
forstand. Denne mangel på forståelse af kulturens rolle præger især
liberalismens forestilling om det økonomisk rationelle og
profitmaksimerende individ (denne liberale antropologi ledsages af den
sociologiske ideologi, at der kun findes én type udveksling,
markedsudvekslingen, og ét fordelingssystem, markedet). Men
cost/benefit-analyser og nyttekalkuler er ude af stand til at forklare
og fremkalde sådan noget som individers engagement i fælles
anliggender og de kærligheds- og pligtbånd til familie, venner, nation
og andre fællesskaber, der er karakteriseret ved høj social kapital.
Dét aner Svendsen og Svendsen, så fraværet af
kulturelt perspektiv skyldes ikke mangel på indsigt eller evner, men måske,
skal vi sige: ideologiske blokeringer. De to forfattere er ellers pædagogisk
på rette vej. De starter med at definere begrebet social kapital med
henvisning til Francis Fukuyama, der i bogen Trust
definerer social kapital på følgende vis: ”Et sæt af uformelle værdier
eller normer, der deles af medlemmerne af en gruppe, og som tillader dem
at samarbejde med hinanden. Hvis medlemmerne af gruppen opnår en
forventning om, at andre vil opføre sig pålideligt og ærligt, så vil
disse medlemmer begynde at stole på hinanden. Tillid fungerer som et smøremiddel,
der får enhver gruppe eller organisation til at arbejde mere
effektivt”. (Side 44). I et tillidsfuldt samfund deler folk således
moralske værdier. Det skaber en forventning om, at andre vil opføre
sig regelmæssigt og ærligt. Derfor er social kapital netværksbaseret;
det er en social relation, der primært består i samarbejde om fælles
mål.
Social kapital er altså reciprocitet baseret på fælles
normer og tillid. Det er et socialt lim på godt – og på ondt. For
der findes også negativ
social kapital. Dvs. en tillid blandt gruppens egne medlemmer, der
modsvares af en mistillid, hvis ikke direkte fjendtlighed, over for det
omgivende samfund. Det ser man f.eks. i rockergrupper og i
fundamentalistiske religiøse grupper.
Så social kapital, dvs. den positive, betyder ikke
blot tillid til ens egne, men også generel tillid til fremmede og til
de statslige institutioner. Populært sagt medfører social kapital, at
folk bliver både lykkelige og rige. Og det er danskerne som bekendt. De
såkaldt World Values Surveys og So-Cap-projekter viser gang på gang,
at Danmark på verdensplan ligger i toppen, hvad angår generel tillid.
Her i landet er underforståede normer, der kommer til udtryk i
vendinger som ”et ord er et ord”, almindelige. Denne tillid går på
tværs af sociale skel. Historisk skyldes denne tillid de stærke civile
bevægelser i Danmark siden 1800. De mange folkelige bevægelser har
medvirket til at skabe en ”usynlig” samarbejdskapitel med ”synlige
effekter”, som det hedder i bogen. Især andels- og idrætsbevægelserne
i det nittende og tyvende århundrede – hvor folk fandt sammen i
frivilligt organiseret arbejde omkring erhverv og opbygning af
sportshaller – har her spillet en stor rolle.
Fremstillingen af denne tillid, der går på tværs
af klasser, er klar nok. Men forfatterne skriver lidt besynderligt, at
det danske samfund også er præget af tillid mellem forskellige etniske
og religiøse grupper (side 17). Mon? Viste Muhammedkrisen ikke en
mistillid mellem danskerne og de muslimske grupper, der ikke er loyale
over for nationen, men i stedet bekender sig til den tværnationale
religiøse menighed? Og tilliden mellem etniske grupper? Måske består
et af vor tids sidste tabuer deri, at national sammenhængskraft forudsætter
etnisk forbundethed. Det har i al fald været betingelsen for freden og
tolerancen i de etnisk og religiøst –kulturelt
– homogene velfærdsstater i skandinavien.
Dermed jo ikke sagt, at det skal være sådan. Men
det er værd at tænke på, at tillid hurtig kan gå tabt. Derimod tager
det adskillige hundreder år at bygge tillid op igen, og det sker ikke
ved at forkynde politisk korrekte idealer. Opbygning af social kapital
er ”hårdt arbejde”, som det hedder i bogen. Forfatterne peger i den
forbindelse på tre udfordringer: Integrationen af tilflyttere på overførselsindkomster
i udkantsområder (Ravnsborg kommune behandles som case), integrationen
af indvandrere og tilliden til EU-systemet.
Men forfatterne problematiserer overhovedet ikke EU
som en overnational institution. Problemet med EU har for dem alene at gøre
med institutionernes kvalitet, dvs. den demokratiske gennemsigtighed. Og
hvad angår integrationen, må man som sagt spørge, hvorfor de ikke
diskuterer problemerne med multikulturalismen. Deres syn på integration
er generelt optimistisk. De mener, at integrationen er slået fejl på
grund af manglende uddannelse, diskrimination samt incitamentsproblemer
som følge af velfærdsydelserne. Kultur er åbenbart noget,
indvandrerne, in casu: muslimerne, efterhånden vil lægge bag sig eller
indskrænke til det private domæne. Men nyeste undersøgelser viser det
modsatte. Kultur som identitetsskabende faktor skærpes med tiden,
hvilket kendere af Samuel Huntingtons teser fra Clash
of Civilisations også vil vide. Og hvis de nyeste undersøgelser
fra England må tages som vidnesbyrd, så mener over 30 procent af
muslimerne nu, at sharia skal indføres, og at frafaldne muslimer skal
myrdes. Ligesom over 70 procent mener, at kvinder skal gå tildækket.
Hvordan skabes social kapital? Den første
forklaring, forfatterne peger på, har at gøre med de statslige
institutioners kvalitet. Velfærdsstaten skaber en stærk tillidskultur
via uddannelse og omfordeling. Lighed = tillid, hedder ligningen
tilsyneladende. Tilsvarende kan staten skabe de rigtige rammer for
opbygning af tillid, f.eks. via de institutioner, der holder korruption
og lovovertrædelser nede. Argumentet lyder også, at jo mere
universelle og upartiske, de statsinstitutioner, der er ansvarlige for
implementeringen af love og politikker, er, jo mere social kapital
genereres.
Men denne model synes at have kausalitetsproblem.
Spørgsmålet er nemlig, om ikke en allerede eksisterende beholdning af
social kapital i kulturen
muliggør velfærdsstatens fortsatte overlevelse. Ikke omvendt. Således
er det snarere velfærdsstaten, der mister legitimitet i og med, at
samfundet bliver mere multikulturelt, og den sociale kapital svinder. Forfatterne
omtaler dog ikke dette problem, i hvert fald ikke i tilstrækkelig
omfang. Man kan bemærke, hvordan utilfredsheden blandt fremmede
kulturer ikke har at gøre med, om de nu får penge nok, men om deres værdier
anerkendes. F.eks. kravet om begrænsning af ytringsfrihed i forhold til
religiøse dogmer. Det er altså snarere den kulturelt baserede sociale
kapital, der tillader opbygning og vedligeholdelse af omfattende velfærdssystemer.
Et tillidssamfund som det danske har traditionelt været at ligne med et
økologisk ligevægtssystem, hvor flertallet bidrager aktivt til det fælles
bedste, imens relativt få individer kører på frihjul. Også denne følsomme
balance er multikulturalismen ved at gøre en ende på.
Ret skal være ret: Forfatterne redegør da også
for forskere som bl.a. sociologen Eric Uslaner, der har argumenteret
for, at kausaliteten løber fra kulturelt bestemte normer til graden af
social kapital. Ifølge Uslaner indlæres generel tillid hos børn på
et tidligt tidspunkt fra forældre; familien er en overordentlig vigtig
normbærer. Overleveringen af social kapital har i det hele taget gamle
rødder, og i familien kan det hyppigt spores tilbage til bedsteforældrene.
En anden forklaring på den kulturelt frembragte sociale kapital, på
tillid og normer for samarbejde, sporer rødderne til religionen. Den
protestantiske etik fremmer hårdt arbejde, sparsommelighed og troværdighed
med udsagn som ”du skal tjene dit brød i dit ansigts sved”. I
protestantiske lande som de nordiske er der mere generel tillid end i de
katolske, sydeuropæiske lande, for ikke at tale om de islamiske lande i
Mellemøsten.
I et interessant kapitel analyseres to cases vedrørende
social kapital i Polen og i Danmark. Denne analyse viser på en måde
også hen til forholdet mellem statsinstitutioner og kultur, politik og
civilsamfund. I begge lande var der stærke andelsbevægelser, der fra
midten af 1800-tallet voksede op nedefra som frivillige, lokale og
regionale landbrugerinitiativer vendt mod de storindustrielle ringe og
truster. Frem til 1948 var der lige stor brobyggende social kapital,
skriver forfatterne, hvilket inkluderer samarbejdsrelationer af inklusiv
art uden tredje parts indgriben. De to lande havde altså været ens
indtil 1948, hvor Polen fik et kommunistisk regime. For Polens
vedkommende skete der herefter en afgørende ”policy
feedback-effekt” på andelsorganiseringen, nemlig indførelsen af en
socialistisk økonomi, der på mangfoldige måder radikalt greb ind i
samfundet. Det ledte til de berygtede tvangskollektiviseringer og økonomiske
repressalier rettet mod især de private landbrugere.
I en autoritær stat fungerer de frivillige
kooperativer ligesom kirken som midler til at mobilisere den politiske
opposition. De udgjorde derfor også en trussel for det kommunistiske
regime i Polen, der forsøgte at dæmme op for oppositionen ved at begrænse
disse ikke-statslige aktører. Regimet intervenerede bevidst i samfundet
og ødelagde dermed værdifuld social kapital i den frivillige sektor.
Det blev som bekendt erstattet med udbredt mistillid, bureaukratisk vilkårlighed
og dyb statsafhængighed. Man kan også tænke på, hvilken konsekvens
det har for tilliden, når op mod hver fjerde borger er angiver for
systemet, sådan som det var tilfældet i de kommunistiske lande. Filmen
De andres liv om livet i DDR
er i den henseende oplysende. Den dag i dag har det demokratiske Polen
endnu ikke opbygget en særlig høj beholdning af social kapital. Hvis
det overhovedet kan lade sig gøre, vil det tage endog meget lang tid.
For denne anmelder, der tilhører en generation,
som har fået sine afgørende kulturkritiske erfaringer i 1989 og 2001,
bliver facit følgende: Social kapital skabes under forhold, hvor den
nationale samhørighed er stærk, og hvor staten er forankret i
nationen. I 1989 og i 2001 blev det derimod klart, at kommunismen og
multikulturalismen eroderer social kapital. Forfatterne Svendsen og
Svendsen har skrevet et forsvar for velfærdsstaten, og det er fair nok.
Men de ser ikke tilstrækkelig klart truslerne mod og det kulturelle
grundlag for social kapital.
|