|
Uddrag af Henrik Gade Jensens anmeldelse af Sammenhængskraft, trykt i Jyllands-Posten den 20. april 2010: "Sammenhængskraft er ved at være et plusord i
samfundsdebatten, og ordet blev benyttet både af Poul Nyrup og Anders Fogh
Rasmussen som statsministre.
Uddrag af Niels Barfoeds anmeldelse af Det etiske kunstværk, trykt i Weekendavisen den 28. juli 2006: "En intellektuel, hvis foretrukne komponist er Richard Wagner, og af hvis skrifter om Wagners mytomane univers man just har kunnet udgive en hel bog, ham er det ikke nærliggende at udråbe til kulturradikal. Ikke uden at gøre vold på ham. Men det er der en vis tradition for, og det er bl.a. den slags, Kasper Støvrings netop udkomne bog Det etiske kunstværk (om Villy Sørensens poetik og litterære kritik) har fat i. Han minder om, hvad det var Sørensen i grunden tænkte – før der blev rift om ham – når han skrev om kunst. Og det er velkomment, for det vil samtidig sige, hvad filosoffen tænkte både om psyke, samfund, kultur og historie samt det, der rækker ud over menneskets forstand. For det har kunsten alt sammen at gøre med hos Villy Sørensen. Med sin redegørelse blander Støvring sig uvægerligt i, hvad Sørensen tages til indtægt for og af hvem, og det er ingen skade til, fordi det sker både kvalificeret og afbalanceret [...] Bogen vil vække irritation og foragt, fordi den rører ved hævdvundne patenter og stærke kræfters insisteren på åndelig ejendomsret. Men man skal stå tidligt op, for man kan ikke gribe Støvring i rethaverisk enøjethed. Han har en god rem af Sørensens egen sammensatte hud [...] Måske kan man sammenfatte – om ikke andet for en kort bemærkning
– Villy Sørensens centrale problem på denne måde: Hvordan kan jeg få
mest mulig mening ud af at være umuligt stillet? Hvordan undgår jeg at
gøre den uoverkommelige splittelse og adskilthed (der både var Sørensens
gennemtrængende personlige erfaring, og som han genfandt som et
grundvilkår både i alt liv, kultur og historie) til min evige fjende?
Hvordan kan jeg komme over den uden at fornægte den, men også uden at
forgude den? Og med »jeg« mente han ikke kun jeg, men mennesker. Uddrag af Nils Gunder Hansens anmeldelse af Blivende værdier, trykt i Berlingske Tidende den 16. marts 2004: "Både socialismen og liberalismen døjer med eftervirkningen af Murens Fald.Men der er et ideologisk korttilbage at spille: konservatismen. Den unge litterat Kasper Støvring kridter den nye bane op.Gennem det seneste tiår har der været en stigende idépolitisk interesse for konservatismen. Herhjemme har bl.a. den unge litterat Kasper Støvring været aktiv med kronikker og artikler, og han har nu på basis af dem skrevet en hel bog om konservativ kulturkamp. Da jeg studerede litteratur 10-15 år før Støvring, var det ret utænkeligt med en positiv interesse for konservatisme. Det lå ikke en gang inden for horisonten som provokation, men var umuligt på samme måde som en firkantet cirkel. Tingene har bevæget sig i lidt mere pluralistisk retning, men alene tanken om et intellektuelt »højre« er i Danmark stadig voldsomt provokerende. Derfor må Støvring bruge en del energi på oprydningsarbejde, fordi vi herhjemme er vænnet til at klaske ret forskellige ting sammen som »det borgerlige Danmark«. Men der er stor principiel forskel på liberalisme og konservatisme, selv om vælgerne kan have svært ved at se forskel på V og K. Måske for at tydeliggøre det, retter Støvring det meste af sin konservative, polemiske lidenskab mod liberalismen, men socialisme og socialdemokratisme behandles mere skånsomt [...] Ganske provokerende hedder det til sidst, at Fogh Rasmussens regering har ført en god konservativ politik. Det er derfor, at de rigtig liberale er utilfredse, og så mange råber på visioner. Paradoksalt på den baggrund at det konservative parti er lillebror i regeringen. Opstramninger inden for udlændinge- og retspolitik, langsomheden i velfærdsreformer, en ikke-blåøjet udenrigspolitik, ser Støvring som nogle af de tiltag, med hvilke regeringen modsvarer konservative affekter i befolkningen. Man kunne tilføje princippet om »noget for noget«, hvor Støvring påpeger, at Fogh og forgængeren Nyrup på en måde er fælles om en efterlysning af moral og »sammenhængskraft«: konservatismen gør sig gældende på tværs af det politiske spektrum som en erkendelse af, at et moderne samfund har brug for det, filosoffen Hegel kaldte sædeligheden: en kobling af personlig ansvarsfølelse og uskreven moral, der udvirker, hvad hverken staten eller individets frie valg kan udvirke."
|