|
Fra kulturradikal til nationalkonservativ kulturpolitik Af
Kasper Støvring, dansk version af engelsk paper til kulturpolitisk
konference i Wien juli 2006 1. Kulturpolitikken undergår i disse år en forandring. Den kulturradikale legitimering af statens støtte til kunst og kultur har domineret i det meste af efterkrigstiden. Men den er nu ved at blive afløst af en nationalkonservativ legitimering under den borgerlige regering. Det viser sig især i debatten om den kulturkanon, som kulturminister Brian Mikkelsen har offentliggjort. Kulturradikalismens legitimering af kulturpolitikken er bundet til en bestemt tid og et bestemt kunst- og kultursyn. Den kan derfor virke bedaget i dag. Det skyldes først og fremmest, at den opererer med nogle særlige opbyggelige kategorier. Kulturradikalismen var oprindelig en reformbevægelse, der ved hjælp af oplysning og rationalisme havde menneskets frigørelse som mål. Kulturradikalismen forkyndte et pacifistisk og fordomsfrit livssyn i en kamp imod det, der blev opfattet som aggressiv militarisme, formørket nationalromantisk kristendom og bornert victoriansk kønsmoral. Alt sammen fortidige lænker, der bandt det levende og kreative menneske i ufrihed. Kulturradikalismen blev som bekendt anført af den utrætteligt optimistiske Poul Henningsen, hvis mærkesager var jazz på kunstens område, en ny konstruktiv byggestil på arkitekturens område og en reformistisk pædagogik på skoleområdet. Altså: Ud med alt det gamle, ”fædrelandssange og andet svineri”, som P.H. tordnede i pjecen Hvad med kulturen fra 1933. Ind med lys og luft, friluftsliv og funktionalisme, moderne pædagogik og moderne kunst i stedet. I pjecen kritiserer P.H. konservativ kulturpolitik og konservativ kunst for at være kunst ”som ikke forarger, den som sir folk, hvad de gerne vil have bekræftet, derunder klasse-romantik, som den dyrkes paa tyk fordummelses-spekulation i den danske film. Her sløves den store befolkning, ikke ved bevidst konservativ propaganda, nej det er meget værre. Det kapitalistiske samfund er naturligt konservativt. Lar vi de frie kræfter raade, vil alt gennemsnits-aandsliv finde sit naturlige tyngdepunkt i bevaringen af bestaaende tilstande. Enhver, der skriver, maler, filmer for sukces og penges skyld, vil skabe konservativ kunst automatisk. Enhver, der bare vil more, skaber konservativ propaganda. Enhver, der mangler talent, men dog producerer kunst, støtter konservatismen. De 99 procent af kunsten er et rent og trøstesløst aftryk af tiden uden noget glimt af haab om en bedre fremtid.” (Henningsen s. 29) Heraf fremgår det, at god kunst nødvendigvis er kulturradikal, og kulturradikal kunst står i fremskridtets tjeneste, der karakteriseres med ord som ”personlig frihed, frisind, tolerance, retfærdighedssans, klasseudligning, ærlig seksualmoral, internationalisme, irreligiøsitet – kort sagt hele demokratiets lyse sommerprogram.” (Henningsen s. 45). P.H. udfoldede især sit engagement i mellemkrigstiden, men det kulturradikale projekt blev videreudviklet i efterkrigstiden. Det gælder ikke mindst kunst- og kulturpolitikken. Centralt i den kulturradikale kunstopfattelse står en bestemt udgave af psykoanalysen. Den lærer, at mennesket kan få forløst sine fortrængninger ved at blive konfronteret med det irrationelle: angsten, neuroserne, alle de sjælelige bindinger. Til dette formål tjener kunsten, og derfor har kunsten terapeutisk nytte, både for det enkelte individ og for demokratiet, der har brug for frigjorte borgere. Det kulturradikale koncept kunne dermed bruges i en kulturpolitisk legitimering af en ny, dvs. tidssvarende (og tidsbunden?) moderne kunst i et velfærdsstatsligt regi. Nemlig 1950’ernes og 1960’ernes nyradikale modernisme: Rifbjerg, Villy Sørensen og mange andre. Ifølge modernismens dygtigste pædagog, Torben Brostrøm, består nyradikalismen i et brud med det forudgående hereticanske kunstmiljø. Det, der lidt demagogisk kaldes provinsialistisk indavl og utidssvarende idyl. Ad den vej introduceres normen om traditionsbrud som det afgørende kriterium for den gode kunst. Konfrontationsmodernisme hed det. Det nye dogme om radikal overskridelse er så koblet sammen med den freudianske idé om psykoanalytisk terapi. Det passer naturligvis som hånd i handske til den socialdemokratiske velfærdspolitik. Den foreskriver, at mennesket skal have bearbejdet sit traumatiske følelseliv gennem tilegnelsen af den farlige moderne kunst. Først dernæst kan mennesket modnes til at blive en myndig borger, der er i stand til at tage del i den politiske proces. For det kulturradikale projekt drejer sig nemlig overordnet om en statslig opdragelse af det ”reaktionære” massemenneske til at blive en god demokrat. Det skulle netop ske ved hjælp af en offensiv kulturpolitik, blandt andet kunststøtte. Den indflydelsesrige højskolemand Hal Koch mente jo, at demokratiet ikke blot var en styreform, men en livsform. Den idé, at den socialdemokratiske kulturpolitik
var en integreret del af velfærdspolitikken blev artikuleret i en
rapport fra 1953, Mennesket I centrum. Bidrag til en aktiv kulturpolitik, der blev
redigeret af Julius Bomholt, der senere blev kulturminister. I
denne rapport anførte den socialdemokratiske statsminister Hans
Hedtoft: “[…] any democratic cultural policy must consistently aim
to break down all barriers that prevent the self-improvement of the
people. A true democracy cannot continue indefinitely, if its foundation
is not based on educated, responsible and independently-minded citizens
[…] and general education has to be based on guaranteed freedom of
thought, speech and criticism. Each and every citizen must not just be
trained to cope with practical aspects of life. They must also have the
opportunity to satisfy the love of beauty, artistic desires, the need
for all that which lies beyond the boundaries of time and space. A real
democratic cultural policy must protect all this in order to guarantee
humanity, tolerance and farsightedness in our modern society, which
otherwise threatens to leave us isolated, specialised, one-sided –
intellectually and spiritually myopic.” (Citeret i Den kulturradikale kanonisering af den støtteværdige kunst har vist sig at være meget slidstærk, og har følgelig afsat en mængde selvfølgeligheder. Blandt andet at god kunst er nyttig og opbyggelig og samtidig vanskelig, kritisk og antiautoritær. Men paradoksalt nok også statsstøttet. Foreningen af modernisme og kulturradikalisme stiller kunsten i en progressiv tjeneste, hvor den altså hænger sammen med opbygningen af den socialdemokratiske velfærdsstat. Det var simpelthen velfærdsstatens officielle kunstforståelse, som blandt andre Torben Brostrøm formulerede omkring 1960. Dermed blev der lagt et fundament for et kulturelt hegemoni. Hegemoni henviser til det forhold, at en bestemt konstellation i intelligentsiaen har opnået en dominerende position, der har medført en udgrænsning af afvigende oppositionelle strømninger. Man har f.eks. talt om et kulturradikalt hegemoni bestående af forlaget Gyldendal, Danmarks Radio og Politiken. Hvad der er blevet udgrænset er, ja, nationalkonservatismen. Når der er noget om snakken, skyldes det, at kulturradikalismen i efterkrigstiden ikke længere er i opposition. Den er tværtimod blevet insititutionsbærende, hvilket især gælder inden for uddannelsessystemet og medierne. Deraf kommer også de mange forbistringer i den aktuelle kulturkamp, hvor de borgerlige kæmper imod kulturradikalismen, men hele tiden får at vide, at de kulturradikale ikke længere findes. Begge parter har for så vidt ret: Kulturradikalismen er ikke længere en bevægelse med præcise repræsentanter; dens ideologi er derimod allestedsnærværende i samfundets institutioner. Altså også i kulturpolitikken – indtil for nylig. I antologien Den kulturradikale udfordring fra 2001 skriver Klaus Rifbjerg en hyldestartikel om P.H., der viser, at han arver kulturradikalismen, men også dens blinde pletter. Rifbjerg tilslutter sig P.H.’s ord om, at ”ville man demokratiet, måtte man også have en demokratisk kunst”. Men således er man blind for, at stor kunst ikke nødvendigvis på opbyggelig vis udtrykker demokratiske idealer, og at konservative digtere som katolikken T.S. Eliot og politisk diffamerede digtere som fascisten Ezra Pound også skaber stor kunst. Kunsten tjener ikke altid demokratiske formål, og man bliver ikke nødvendigvis et bedre menneske af at tilegne sig kunst. Citatet røber den høje grad af idealisme, der bærer det kulturradikale frigørelsesprojekt. Denne idealisme baserer sig på et element af hygiejne, som forfatteren Poul Vad træffende har kaldt det i en artikel i tidsskriftet KRITIK nr. 153. Med hygiejne menes en tro på, at man med den rette terapi og pædagogik relativt uproblematisk kan uddrive det irrationelle og dæmoniske fra tilværelsen. Og når man har uddrevet det irrationelle, vil det sande – gode og harmoniske – menneske træde frem, frigjort fra traditionens og religionens bindinger og fra undertrykkende nationalisme og seksualmoral. Mennesket skal simpelthen frigøres ”til en eksistens i harmonisk balance mellem følelse og fornuft og selvfølgelig befriet for alt det metafysiske vrøvl”. Sådan sammenfatter Poul Vad det kulturradikale projekt. Men udviklingen har for længst gjort denne kulturoptimisme til skamme. Alle disse opbyggelige tanker forudsætter nemlig, at mennesket i bund og grund er godt af natur. At dét er en forenklet antropologi, har de fleste mennesker, og såmænd også kunstnere og kritikere, jo altid hemmelighedsfuldt vidst. Denne skepsis har bare ikke vundet indpas i kulturradikalismen. Ikke desto mindre har kulturradikalismen haft en enorm offentlig gennemslagskraft, hvilket skyldes, at den ikke kun var et oplysnings- men også et oprydningsprojekt. Saneringsmidlet var en nyttefilosofi, der siden er blevet institutionaliseret i velfærdssamfundet. Kritisk kunne man kalde dette samfund et behandlersamfund, og kulturradikalismen kunne man kalde ”de gode hensigters filosofi”. Og som vi ved, har gode officielle hensigter ofte vist sig at dække over skjulte og knap så ædle hensigter. Disse hensigter er ifølge Søren Krarup identisk med formynderi. Det vil sige statens bedrevidende indblanding i det enkelte menneskes privatliv. Med titlen på en af sine bedste bøger, fra året 1968, kalder Krarup fænomenet ”demokratisme”. Demokratismen er kulturradikalismens demokratibegreb. Demokratismens filosoffer betjener sig af en moralistisk retorik om demokrati og humanisme, når de skal legitimere den kulturradikale kulturpolitik, der postuleres at være i alles interesse. Men det er for Krarup det rene hykleri og dækker over en ideologisk retfærdiggørelse af egne politiske særinteresser. De kulturradikales erklærede kulturpolitiske mål er blot en taktisk tilsløring af deres vilje til magt. Den moralistiske retorik skal i sidste ende legitimere potentielle overgreb på individet. For når demokratismen blive terapeutisk, og når man mener at kende menneskets bestemmelse, altså et liv i godhed og social harmoni, mener man sig også berettiget til at behandle afvigerne til at blive, som de bør være – ifølge demokratismens filosofi. Den kulturradikale kulturpolitik bunder altså ifølge Krarup i formynderi og særinteresser. Demokratisme bliver med andre ord et middel, hvormed en arrogant elite kan konsolidere sit hegemoni. Overgangen fra den kulturradikale til den nationalkonservative kulturpolitik sker ad to omgange. I første omgang formuleres et kritisk korrektiv, i anden omgang et positivt projekt. I den aktuelle kulturkamp sætter den konservative kritik ind imod kulturradikalismens manglende selvkorrektion som frigørelsesideologi. Konservative er jo også fortalere for oplysning, men for en oplysning, der så at sige også oplyser sig selv og sine egne grænser. Eller sagt på anden måde: I konservatismen findes en realistisk besindelse på menneskets muligheder på godt og ondt og en intellektuel redelighed, der bryder med kulturradikalismens fornuftige opbyggelighed. Hvis man kort skal opsummere den konservative diagnose af kulturradikalismens fallit, så går den på, at kulturradikalismen fortrænger de pessimistiske indsigter og realistiske erfaringer af f.eks. menneskets traditionsbehov og kulturelle fordomme. Desuden afsløres kulturradikalismens meget elitære udformning. For hvem er det nu, der afgør, hvornår borgeren er fri? Mere positivt kan man sige, at kulturradikalismen vovede at definere kulturpolitikkens funktion og opstille tydelige normer for god kunst. Det samme gør kulturministeren i dag og er derfor under anklage. Men hans projekt er netop ikke fordækt. I de sene måneder af 2004 tog Brian Mikkelsen inititativ til at skabe en national kulturkanon, som skulle inkludere de bedste kunstværker, der var blevet skabt i Danmark. På kulturministeriets hjemmeside bliver kulturkanonen forklaret på følgende måde: “A
group of Denmark's best artists and most knowledgeable art experts has
been looking at hundreds of works of art, discussing them, choosing and
rejecting them over and over again … a canon contains the most
important and most distinguished elements within its designated area.
Here you can read about a Danish cultural canon – a collection and
presentation of the greatest, most important works of En kanon, der nedskrives, kan man tage stilling til. Det er straks vanskeligere med de ofte uigennemskuelige magthierarkier i kunstverdenen, der ofte har en kulturradikal slagside. Tag bare alle de forfattere, der jævnligt går i flok og angriber den borgerlige regering. Af disse grunde er den kulturradikale kulturpolitik i dag ved at miste sin legitimitet, og i stedet ser vi altså en nationalkonservativ kulturpolitik vinde frem. Den aktuelle kanondebat er et vidnesbyrd om bruddet på den årelange konsensus. Den nationalkonservative kulturpolitik, som kulturministeren har været med til at formuleret, flytter fokus fra individet til fællesskabet. Hvor kulturradikalismen var optaget af problemet om individets myndighed, ser nationalkonservatismen bevarelsen af den sociale samhørighed som det mest presserende problem i dag. Ikke mindst fordi ”sammenhængskraften”, der er et konservativt og ikke et socialdemokratisk modeord, er ved at blive svækket. Kulturpolitikken skal søge at binde samfundets mange forskellige individer og subkulturelle grupperinger sammen i et socialt fællesskab. Nationen er løsenet, for nationen skaber et samlende værdigrundlag for det moderne demokrati. Og den nationale samhørighed er socialt og kulturelt betinget, snarere end politisk og statsligt betinget. Det hævdes ellers ofte, at den nationalkonservative kulturpolitik blot følger et statsligt diktat om, hvilken kultur der bør nyde forrang. Men dermed overser kritikerne det, der er karakteristisk for nationalstaten. Nemlig, at dens demokratiske institutioner, også kulturpolitikken, er forankret i et tæt folkeligt fællesskab af før-politiske normer og værdier. I sin bog The Need for Nations (2004) forklarer den engelske filosof Roger Scruton nationalitet og ideen om national kunst på følgende vis: “Nations
are defined not by kinship or religion but by a homeland. National
loyalty is founded in the love of place, of the customs and traditions
that have been inscribed in the landscape and of the desire to protect
these good things through a common law and a common loyalty. The art and
literature of the nation is an art and literature of settlement, a
celebration of all that attches the place to the people and the people
to the place. This you find in […] the art and literature of every
nation that has defined itself as a nation. Listen to Sibelius and an
imaginative vision of Eller for nu at sige det med andre ord: Staten er forankret i en folkelig, national kultur: Fælles sprog, historie, religion og sædvaner. Gevinsten ved denne forankring er, at befolkning og politisk system er forbundet på en særdeles stabil måde, hvilket også gavner tilliden. Det er præcist derfor, at det er afgørende at bevare den nationale loyalitet og nationale suverænitet. Hvis den nationale samhørighed skal bevares, kalder det på en aktiv kulturpolitik. For eftersom nationalstaten vinder autoritet og legitimitet fra nationen, bør staten også skænke substantiel anerkendelse til de institutioner, hvorigennem nationen kommer til udtryk. Det betyder kort sagt, at kulturpolitikken skal bakke op om den etablerede orden. Scruton skriver om ”establishment” i sin bog The Meaning of Conservatism: “The powers that flow through civil life can seek and achieve establishment in a constituted state. Establishment is the great internal aim of politics: the aim of government. It is through this that the forces of society become subject to the power of the state, by finding authority through the authority of the state. The conservative belief is that the order of the state must be objective, comprehensive, and felt to be legitimate, so that the contrasting conditions of society can achieve their ideological fulfilment by being subject to a common sovereign power. Without this completion in establishment civil society remains always on the brink of fragmentation. (S. 172). Så man kan sige, at af den positive forståelse for national identitet, national samhørighed og kulturelt fællesskab, følger der en række mere eller mindre kontroversielle kulturpolitiske bestemmelser. De indebærer naturligvis statsstøtte til landets traditionelle kulturinstitutioner som museer, arkiver og biblioteker, hvis formål er at bevare den nationale kulturarv. Men de politiske bestemmelser kan også indebære en særlig sprogpolitik og en særlig mediepolitik. Det fællesskab i medierne, som nationalkonservatismen anser for værdifuld, er ikke dikteret fra oven, af Danmarks Radios monopol, som under det gamle kulturradikale hegemoni. Er der tale om et nationalt værdifællesskab, gror det i høj grad frem nedefra. Når befolkningen f.eks. ser tv-serien Krøniken, samles den om sine egne historiske erfaringer og bekræfter sin egen identitet. De kulturpolitiske bestemmelser kan også vedrøre områder, der ikke sorterer direkte under Kulturministeriet. Det kan være en aktiv statslig understøttelse af en folkekirke. I det danske tilfælde er det den evangelisk-lutherske kirke, som er etableret i en national kultur, der er protestantisk. Eller kulturpolitikken kan indebære en mere direkte tilgang til udformningen af uddannelsesinstitutionerne, hvis formål delvis ses som det at overlevere den allerede etablerede fælles kulturelle identitet til de kommende generationer. Det er en tanke, der går tilbage til den moderne konservatismes fader, den britiske filosof Edmund Burke, der talte om en kontrakt mellem generationerne. Overleveringen af den kulturelle identitet kan f.eks. ske gennem indførelsen af bindende læseplaner i folkeskolen. Det er også i det lys, man skal forstå den
aktuelle kulturkanons betydning. Kanonen skal som bekendt inkludere det
bedste inden for dansk kunst og kultur og bliver præsenteret som “en
gave til det danske folk”. Det
erklærede formål med den nationale kulturkanon er at gøre landets
borgere fortrolige med deres fælles kultur. Det ligger i klar forlængelse
af en nationalkonservativ kulturpolitik, der har som vigtigste mål at
bevare en national kernekultur i globaliseringens tidsalder. De
officielle grunde for en national kulturkanon går på, at en sådan
vil: “•
contribute to a lively cultural debate by acting as a yardstick for
quality – a yardstick that will obviously be constantly challenged and
discussed
|