|
Af En digters forfatterskab er ikke blot den sum af værker, der udgør det. Det kan desuden betragtes under en helhed som et samlet værk, der udtrykker en fremadskridende stræben mod frigørelse fra en – personlig eller historisk – konflikt. T.S. Eliots forfatterskab er en sådan erkendelsesproces i flere stadier; ligesom Dante foretog vandringen fra de infernalske rædsler gennem skærsildens bod og soning frem mod den endelige paradisiske udfrielse, nåede også Eliot fra udgangspunktet i den kritisk-agnostiske, kulturpessimistiske afdækning af den europæiske ødemark i The Waste Land (1922), efterhånden frem til slutpunktet i den kristne tro med de fire poetiske suiter Four Quartets (1943). Også Eliot samlede den moderne tidsalders krisesymptomer under fællesnævneren ”Guds død”; allerede i den tidlige digtning var troen den manglende centralværdi og den metafysiske længsel blev bestandigt opretholdt. Men hvor Eliot frem til det absolutte nulpunkt i The Hollow Men (1925) kunne levendegøre de gamle symbolske og mytiske forestillinger som en nekrolog over det europæiske menneske, dér søger han i de senere digte at anvise en vej til Europas fremtidige helbredelse, netop at åbne adgang til den nye orden, hvis myte det i Ash-Wednesday (1930) var blevet ham forundt at vide om. Her gør fortælleren bodsgang og angrer – symbolsk udtrykt med liturgiens violette farve – i dyb fortvivlelse: ”Lord, I am not worthy”, men bliver omsider rede til freden, som foresvæver ham blandt forladte klipper: ”Even among these rocks,/ Our peace in His will”. Digtet blev vendepunktet for Eliot: dets tilblivelse falder sammen med digterens tilslutning til den anglikanske kirkes katolske kristendom. SammenbruddetHavde Eliot end omvendelse behov, så blev den dog ikke dogmatisk fuldbyrdet, og selv om de satiriske og skepticistiske elementer er forladte, digtes der efter tilslutningen stadigt på de negative erfaringer. Således har Four Quartets den anden verdenskrig som baggrund – som The Waste Land den første - og som altid hos Eliot forlænges den faktiske, historiske krise symbolsk ud i et mere omfattende sammenbrud, der nærmest får mytisk betydning: det er selve den gamle verdensorden, der bryder sammen. Hvor krigen forvandles til metafysisk ragnarok og den harmoniske kosmostanke dør bort, efterlades verden som et uendeligt tomrum uden grænser og uden orienteringspunkter: ”O dark dark dark. They all go into the dark,/ The vacant interstellar spaces, the vacant into the vacant”, hedder det om jordens rigmænd og magthavere, ”And dark the Sun and Moon, and the Almanach de Gotha/ And the Stock Exchange Gazette, the Directory of Directors,/ And cold the sense and lost the motive of action.” Og de ædle fædres skæbne deles af sønnerne, dét er arvesyndens logik: ”And we all go with them, into the silent funeral,/ Nobody’s funeral, for there is no one to bury”, thi det er kulturens begravelse, den udlevede epokes forlis, som river de enkelte med i ”faldet”. Her vækkes en eskatologisk viden om at leve i de sidste tider til bevidsthed, og det nærmeste allusionssted er da også at finde i Johannes’ Åbenbaring kap.6; digtet kan simpelthen siges at udtrykke en apokalyptisk erfaring, og det, der af-sløres, er en afgrund under menneskeheden, en fornemmelse af vældige og omvæltende begivenheders opbrud og forestående gennembrud. Kvartetternes verden ligger dog hverken helt i helvede eller helt i himlen, men i skærsilden; undergangserkendelsen er forbundet med forløsningsforhåbning, og den historiske krise kommer dermed som et slutpunkt til at rumme muligheden for en ny begyndelse. Den kristne mytologis forestillingsmønster: fald - lutring - genopstandelse bliver symbolsk repræsentativt for menneskehedens udviklingshistorie, og det er netop dette frelseshistoriske drama, der åbenbares ved en ”seer”, om han end er profet eller digter. Men det guddommelige formål realiseres kun gradvist og frigørelsesprocessen tilbagelægges ikke én gang for alle: de misforhold, man mente at have lagt bag sig vender tilbage, og på den måde bliver selve sammenbrudsoplevelsen epokegørende i den modernistiske kunst, også i T.S. Eliots. At sammenbruddet end ikke på så fremskredne baner lader sig overvinde, men stadig udgør et kors for forstanden og et traume for følelsen, altså at man tilsyneladende er dømt til at gøre den samme begyndelse hver gang, er netop vidnesbyrd om en lovmæssighed, som man ikke uden videre kan sige sig fri af. Det kristne navn herfor er synd og Eliots religiøse forfatterskab kan ses som et af den moderne europæiske litteraturs største bestræbelser på en overvindelse af, en ”frigørelse fra” synden. Hvor synden ikke erkendes, gør den sig gældende i angsten og det faldne menneske risikerer at blive en hjemløs, nihilistisk ironiker. Således havde mellemkrigstidens radikale avantgardebevægelser ikke blot villet proklamere, at den europæiske civilisation havde mistet troen på sin egen udødelighed, men ved at bestorme de religiøse billeder og rive grunden bort under de gældende moralske konventioner, søgte den at fuldbyrde destruktionen af den dekadente åndstradition, som havde muliggjort verdenskrigens barbari. For i den almindelige rådvildhed blev traditionen anset som kulturens syge og krigen som dens grummeste udvækst – hos Eliot omvendt: sammenbruddet indtræder først, når den åndelige arv udgrænses af den kollektive bevidsthed og menneskene vender ryggen til ”helligdommen”: ”Water and fire deride/ the sacrifice we denied./ Water and fire shall rot/ The marred foundations we forgot/ Of sanctuary and choir”, hedder det i kvartetterne, hvor den ødelagte helligdom bliver et symbol på den vanhelligelse, der udløses i sammenbruddet. Her drives spot med nadverens sakramente, indoptagelsen af Kristi legeme og blod i erindringen om det offer, der blev bragt på korset. Når epoken ikke leverer almengyldige værdier, spaltes det åndelige fællesskab og menneskene udleveres til værdiopløsningens nihilisme. I moderniteten - der har været kendetegnet ved en fremadskridende afvikling af metafysikken og al sakral livsform - står også den kristne teologi, der engang havde tjent som organ for helhedskulturen, tilbage som en åndelig ruin. Mennesket slår sig ned i det vidtstrakte ingenmandsland mellem den gamle og den nye verden, mellem det, der var og det, der skal komme. Den nye ordenHvis kunsten skal have ny eksistensberettigelse, må den søge at genoprette en sammenhæng i det værdianarki, som den gamle verdensorden efterlod, da den faldt. Det hedder sig, at skabelsesordet – efter faldet – må opsøge jorden på ny, for at afklare denne orden. Kunne kunsten ikke tjene dette formål? Forkyndelsen er jo allerede digtningen iboende, fordi den som evangelierne åbner veje, der før var spærret i værditomrummet; kunstens mål må blive at finde en ny vej til det absolutte, at holde horisonten åben og minde om det større værdifællesskab i tomheden efter Gud. Eliots sene digtning fremstår som en række afklarede værker, hvor disharmonierne og fragmenterne – de brokker der tidligere blev hobet sammen for at afstive ruinen i ødemarken - har måttet vige for den kristne tro og den forsonende stemme. Med stor konsekvens hæves skriften i kvartetterne op over nihilismens og æsteticismens sfære og føres til sit yderste som metafysisk erkendelsesorgan. Denne digtning er i egentligste forstand religionssøgende, for den søger at bane vej for det nye, højere univers, hvor tomrummet - som åbnede sig dér, hvor transcendensen drog sig bort – atter får skænket fylde. Hugo Friedrichs udsagn om Baudelaire i Strukturen i moderne lyrik: at han ikke kan tænkes uden kristendommen, men at han ikke er kristen, gør fordring på at have gyldighed for modernismens digtere; Gud er det fraværende, ikke længslen efter det transcendente. I sit essay Baudelaire fra 1930 skriver Eliot: ”What is significant about Baudelaire is his theological innocence. He is discovering Christianity for himself … He is beginning, in a way, at the beginning; and, being a discoverer, is not altogether certain what he is exploring and to what it leads; he might almost be said to be making again, as one man, the effort of scores of generations. His Christianity is rudimentary or embryonic … His business was not to practise Christianity, but – what was much more important for his time – to assert its necessity.” I sin digtning undersøgte Baudelaire det moralske grundlag for godt og ondt, hans digte kredser om menneskelivet som udspændt mellem frelse og fortabelse. At det væsentlige ved den postkristne transcendens er dens tomhed, gælder nok for f.eks. Baudelaire, men hos Eliot er kristendommen en helhedsforståelse af tilværelsen skabt og fuldt udfoldet i kraft af et - i krop og sjæl sammengroet - tros- og værdisystem, altså en livsfortolkning. Når kunsten hos Eliot har temaer til fælles med religionerne og gør brug af de samme mytiske og symbolske forestillinger, er det netop ud fra erkendelsen af, at de evige konflikter ikke kan løses uden gyldige værdier, uden en ”teologi”. Kvartetternes forfatter har ikke blot bekendt sig til en tro, han har også måttet skabe den poetisk ved at integrere forskellige filosofiske, psykologiske, antropologiske og religiøse (heriblandt mystiske, okkultiske og esoteriske) erfaringsområder i sin digtning, der først derved kan fremstå som en art profeti for den moderne, splittede verden. Et sådant kunstværk er inderst inde af sit væsen religiøst, metafysisk i sin stræben mod en totalitet, der omfatter både det individuelle og det almene, det hellige og det profane, det ydre og det indre. Denne digterisk formede helhed udtrykker i sindbilleder forestillingen om en anden og større virkelighed end den, der skildres i illuderende billeder (realismen, naturalismen). I den forstand er kunsten både myteskabende og mytisk, ja ”transcendent” og i grunden en form for åbenbaring; men det er i en anden betydning end den religiøse åbenbaring, den mystiske skuen eller den filosofiske erkendelse, hvorigennem sanseerfaringens grænser sprænges og transcendensen erkendes. Visionær virkelighedsfortolkningKunst er som drømme og myter fortolkning i de symboler, som allerede fra gammel tid var med til at bære det sociale fællesskab. Men i moderniteten er den kollektive symbolfortolkning brudt sammen. Det er Eliots negative udgangspunkt. Som moderne, kristen digter udgår Eliot ikke mere fra en fælles tro, der spontant kunne lade symbolerne gro frem, han øser alene af det fælles sprog og af kollektivt ubevidste mytiske forestillinger (i sit essay Religion and Literature (1935) præciserer Eliot forholdet mellem litteratur, litteraturkritik, etik og sekularisering.) Og det blaserte, sekulariserede menneske må ved læsningen af hans sene digte ofte føle vanskelighed med at ”følge med”, eftersom den historiske udviklingsproces rigtignok, som Erik A. Nielsen har bemærket, har skabt en civilisatorisk situation, hvor den religiøse fantasi er blevet besat - og nu atter må frisættes. Selv om f.eks. Four Quartets i høj grad er et filosofisk ræsonnerende digt, er det ikke skarp-, men snarere dybsindigt. Det er på én gang enkelt og dog så umådeligt krævende, fordi det rummer en mere omfattende livsfortolkning, der netop ikke skal forstås i de moderne - sociale og psykologiske – kategorier og ikke kan udtømmes i intellektuelle bestemmelser, men først bliver forståeligt dér, hvor ikke blot forstanden, men hele personligheden sættes i bevægelse. Erik A. Nielsen har i sin bog Solens fødsel gjort opmærksom på, at den græske grundbetydning af ordet poesi netop har at gøre med skabelse; kunstværket er gennemtrængt af en formgivende ånd, som under en meditativ tilegnelse inkarnerer sig i den læsende, og derved bliver læsningen selv (for at tale teologisk) en sakramental handling – en indvielse i værkets hemmeligheder – der knytter læseren i livsberøring med den (helligt) skabende kraft, som alt er blevet til ud af. Erik A. Nielsen sondrer mellem forklaring, der betyder intellektuel begribelighed, og forklarelse, der betyder en gennemstråling af hele et menneskes væsen, og som er virkningen af at blive delagtig i den hellige ånd. Poesien er skabelsessproget og kunsten er den menneskelige berøring med skabelsesordenens kraft, dét er også mysteriesandheden i Eliots værk, der i dette perspektiv kan betragtes som et storladent poetisk-mytisk univers, der rummer en omfattende symbolsk-religiøs dimension, gennemtrængt med betydninger og indsigter, som kun åbner sig ved en tålmodig tilegnelse. Sagt med al den patos, det kræver, så ønsker en sådan digtning ikke at være en ”skildring” af virkeligheden, men at være forløsende, visionær virkelighedsfortolkning (som en seer evner digteren at erkende, hvad der er skjult for andre, det er ikke blot denne digtnings religiøse, men også symbolistiske arv). Det er ”adventsholdningen” og den ældgamle katharsisidé om kunsten, der løser intellektets kors og forløser følelsens traumer, så at også dødsangsten kan forvandles til visdom og kunsten derved ligefrem kan tillægges sakrale motiver. Først kunsten anviser vej til den helhed, hvori striden løses, synden sones, døden overvindes. Denne proces vil ofte føre gennem de kriser og konflikter, der knytter sig til det apokalyptiske, og den vil endeligt lede frem til det visionært klare øjeblik, hvor modsætningerne forsones og – som det hedder med kvartetternes sidste ord – ”the fire and the rose are one.” Poetisk besværgelse?Alligevel forekommer tvivleren og ironikeren Eliot sine steder mere troværdig end den afklarede forkynder, det glade frelsesbudskab fremstår mere tvunget end tvingende og kan minde om magisk besværgelse; det er jo en magisk forestilling, at ordet – i sidste instans: guddomsordet - skaber hvad det benævner, og ønskede den konfessionelle digter til det sidste at undgå at sætte sine egne ord i Guds sted og gøre sig skyldig i hovmodig selvforgudelse, så gik han under aller omstændigheder hen og mistede meget af sin oprindeligt nyskabende, (kultur)kritiske kraft, når han sætter Gud over verden, den evige sandhed over den evige erkendelsesproces. (Og litteraturhistorien kan næppe tjene til en korrektion af dette billede, for som det ofte er blevet bemærket, er den allusive, suggestive, mosaikkomposition og montagemetode, der blev fuldbyrdet med størst konsekvens i The Waste Land, kanoniseret som højdepunktet i Eliots digtning. Dog i højere grad herhjemme end i udlandet.) Eliots digtning og essayistik udtrykker en længsel efter at overvinde sammenbruddet og opstiller en etisk fordring - der blev skærpet efter omvendelsen - om dog at gøre det, altså at skabe den nye orden – symbolsk. Dette mytiske projekt blev undfanget allerede med The Waste Land. Men selv den absolut villede bekendelse til kristendommen kom ikke udelukkende til at vidne om befrielse: undergangserkendelse, afmagt og anfægtelse trives bestandigt sammen med forvandlingsforventning og forløsende syner, og selv en nok så dyb indsigt i sammenbruddets væsen åbnede ikke adgang til følelsernes ligeløb. Peter Ackroyd citerer i sin biografi Eliot for det synspunkt, at tro og tvivl må trives sammen. Ny erkendelse kræver ny form og ved sin esoteriske intellektualisme, symbolske kompleksitet og flertydighed kommer kunsten – den modernistiske - reelt til at optræde som en ny spærring og forhindrer dermed, at længslen efter den nye enkelhed, som i den kristne tradition betegnes med ordet enfoldighed, kan bringes til en opfyldelse. Betegnelsen
”kristen modernisme” er herhjemme senest blevet dannet af Kun indenfor den svundne harmoniske verdensorden er den opbyggelige kunst - som skabes af poetens ædle følelser – mulig. Hverken Ash-Wednesday eller Four Quartets rummer nogen egentlig forkyndelse og bliver aldrig propagandistisk-missionerende forsøg på at skabe religion af kunsten. Eliot fastholdte, at digt og religion var adskilte, hans kunst er ikke religionsskabende, men religionssøgende, tro og tvivl forbliver hinanden betingende og hinanden udelukkende kvaliteter. Når hans digte viser hen til det uforløste i personligheden og i tiden (der hos Eliot var sammenfaldende - det var selve manglen på en centralværdi - thi også hans kunstnerskæbne var symbolsk), så anviser de en vej ud af det, uden dog selv at være vejen. Hans digte viser, at værker med en ”positiv” udgang ikke nødvendigvis bliver tendenskunst, men også kan forekomme forløste, så at indhold og form, intention og realisation, bliver identiske. Men udgangspunktet er hele tiden det negative, der i tiden har et uendeligt fjernt positivt mål, som i de foregående abstraktioner er blevet betegnet med lutter almene begreber: frigørelse, forsoning, forløsning... Sættes de foreløbige sandheder som den endelige sandhed, så opløftes de til positive dogmer og der indtræder straks en tillukning af den åbne, ”uendelige” stræben. I den etiske stræben mod det positive mål gives der kun tilnærmelser, der er bestemt ved det negative: sammenbruddet, synden, døden… som kunsten søger at forme til værdi. Og først ad den vej kommer den modernistiske digtning til at rumme et kristent budskab uden at stivne i from bekendelse eller rigoristisk dogmatik. Litteratur
Ackroyd, Peter: T.S. Eliot, Andersen, Anders Thyrring:
”Afbrudt af en vis stor Georg” i: Kritik
135, Kbh. 1998 Brooker, Jewel Spears: ”Substitutes for Religion in the Early Poetry of
T.S. Eliot” i: Brooker, Jewel Spears (Red.): The Placing of T.S. Eliot, Brooks, Cleanth: ”The Serious Poet in a Secularized Society” i: Brooker,
Jewel Spears (Red.): The Placing of T.S.
Eliot, Eliot, T.S.: Ash-Wednesday i: Collected Poems 1909-1962, Eliot, T.S.: Four Quartets i: Collected Poems 1909-1962, Eliot, T.S.: Selected Prose of
T.S. Eliot (Kermode, Frank, red.), Friedrich, Hugo: Strukturen i moderne lyrik, Kbh. 1987 Jensen, Bo Green:
”Efterskrift” i: T. S. Eliot digte
1909-62, Kbh. 1984. Johannes’ Åbenbaring i: Det Ny Testamente, Kbh.
1974 Kearns, Cleo McNelly: ”Religion, literature, and society in the work of
T.S. Eliot” i: Moody, A. David (Red.): The
Cambridge Companion to T.S. Eliot, Moody, A. David: ”Four Quartets:
music, word, meaning and value” i: The
Cambridge Companion to T.S. Eliot, Nielsen, Erik A.: Solens fødsel, Frederiksberg 1998 Sharratt, Bernard: ”Eliot: Modernism, Postmodernism, and after” i: The Smidt, Kristian: Poetry and belief,
Spanos, William V.: ”Hermeneutics and Memory: Destroying T.S. Eliot’s Four Quartets” i: Clarke, Graham (red.):
T.S. Eliot Critical Assesments Vol.III,
Sørensen, Villy: ”Hermann
Broch og midten” i: Demokratiet og
kunsten, Kbh. 1988.
|