|
Links til et udvalg af længere artikler:
Den politisk upolitiske litteratur Af At kunst med politiske budskaber er politisk, det siger sig selv. Denne kunst kan have til hensigt at nedbryde og endda overskride etablerede normer som i megen avantgardistisk kunst, kritisere bestemte holdninger, f.eks. småborgerligheden, som i den nyradikale kunst (bl.a. Leif Panduro) eller afsløre uretfærdige økonomiske forhold i kapitalismen som i marxistisk kunst (Røde Mor, ja!). Men kan kunst, der insisterer på ikke at være politisk, også være politisk? Ja, selvfølgelig. Groft sagt er eksplicit politisk litteratur gerne venstreorienteret, imens den upolitiske er højreorienteret. Eller mere præcist: Politisk litteratur er progressiv eller radikal, måske endda kultur- eller nyradikal, imens upolitisk litteratur er, eller kaldes, konservativ. Sådan har det i hvert fald hyppigt været, hvis man ser på den danske litteraturhistorie. Det gælder særligt Villy Sørensen og forfatterne omkring tidsskriftet Heretica, og ikke mindst gælder det modtagelsen af disse forfatteres værker. DET NATURLIGE MENNESKE PÅ GODT OG ONDT Antropologisk realisme og utopikritik Af Kasper Støvring, trykt i NOMOS nr. 2/2008 Et af de store filosofiske spørgsmål igennem tiderne har været, om mennesket er udrustet med en medfødt natur. Inden for en konservativ tradition vil man hyppigt svare bekræftende, og dette naturbegreb vil lige så ofte blive kritiseret af tænkere inden for en progressiv – det kan være marxistisk, behavioristisk eller socialkonstruktivistisk – tradition. Det har nemlig enorme politiske og moralske konsekvenser, om man antager en menneskenatur eller ej. Det kan belyses ved at se på bl.a. den danske forfatter Villy Sørensens naturbegreb og hans polemik med forskellige progressive tænkere i anden halvdel af det tyvende århundrede. Svar på spørgsmålet: Hvad er sammenhængskraft Af Kasper Støvring, Trykt i antologien Den borgerlige orden (2008) Om det risikable menneske og nødvendigheden af at holde det på plads Af Kasper Støvring, trykt i Critique nr. 1/2008 Ifølge en udbredt konservativ opfattelse er det moderne samfund i høj grad karakteriseret ved normopløsning. Individet har vundet frihed, men individet er et risikabelt væsen, et ”ondt” væsen. Derfor må man reagere institutionsvenligt på friheden. Institutioner tilbyder nemlig måder at kultivere mennesket, så man kan få noget godt ud af det. Denne institutionelle konservatisme indebærer samtidig en kritik af anarkismen og radikalismens opgør med det bestående. I det moderne samfund kan det dog ikke lade sig gøre at genetablere det gamle normbaserede samfund. Men samfundet kan og bør ifølge konservative indrettes med henblik på at bevare de hævdvundne institutioner og den traditionelle kultur. Kritikken af politisk rationalisme Af Kasper Støvring, trykt i KRITIK nr. 188/2008 Inden for den brogede oplysningstradition findes en bestemt form for konservativ, angelsaksisk oplysningskritik, som sjældent nyder lige så stor bevågenhed som den franske lumiére eller den tyske Aufklärung. Det drejer sig da også om en kritik af oplysningen selv, eller mere specifikt: af oplysningens instrumentelle karakter. Det er en kritik, der går tilbage til blandt andre den irske filosof Edmund Burke og den skotske filosof David Hume og frem til tænkere som den engelske filosof Michael Oakeshott, den amerikanske politolog Edward Banfield og den østrigsk-engelske økonom Friedrich Hayek. Det aspekt af oplysningen, eller oplysningsideologien, som disse tænkere kritiserer, har flere navne: Det kaldes planlægningstro, socialt ingeniørarbejde, Hayek kalder det konstruktivisme, og Oakeshott kalder det rationalisme. Fælles for de forskellige varianter af denne moderne oplysningskritik er imidlertid to forhold. Dels påpegningen af de utilsigtede og uforudsete negative konsekvenser af den politiske planlægning og dels betoningen af det civile samfunds institutioner, der fungerer som det positive modstykke hertil. Af Kasper Støvring, trykt i bogen Jorden tro (2007) RADIKALKONSERVATIV KULTURKRITIK – DOKTOR FAUSTUS Af Kasper Støvring, trykt i bogen Thomas Mann i syv sind (2007) Thomas Manns roman Doktor Faustus fra 1947 er beretningen om den tyske komponist Adrian Leverkühn, der forskriver sig til Djævelen for at få sit kunstneriske gennembrud og siden hen lever i ensomhed og dør i sindssyge. Denne historie fortælles i analogi med Nazitysklands skæbne; også det tyske folk indgik en djævlepagt for at vinde verden og led efterfølgende et sammenbrud i Anden Verdenskrig. Romanen fortælles af Leverkühns barndomsven, civilisationslitteraten Serenus Zeitblom, og den tematiserer overordnet en konflikt mellem to livsfortolkninger. På den ene side den borgerlige humanisme, repræsenteret ved Zeitblom, der mangler indsigt i og derfor står forsvarsløs over for tilværelsens dæmoniske karakter. Og på den anden side den radikale konservatisme, der præger både Leverkühns kunst – der i sin stil og funktion på dunkel vis griber tilbage til en før-borgerlig tidsalder – og diskussionerne i de intellektuelle miljøer i mellemkrigstidens Tyskland. Thomas Mann fremstiller disse diskussioner som en kommentar til Leverkühns værk med dets ”besynderlige og ængstende elementer”: Der er tale om et åndeligt slægtsskabsforhold, for så vidt som begge foretager en radikal kritik af den humanistiske kulturtradition. Denne tradition bryder da endegyldigt sammen som en følge af verdenskrigens katastrofe. Anmeldelse af Gert T. Svendsen og Gunnar L.H. Svendsen: Social Kapital. En introduktion. "Den amerikanske sociolog Robert Putnam er en af de mest estimerede forskere i social kapital, dvs. tilliden mellem mennesker. For nylig kom det frem, at Harvard-professoren, der står bag kendte bøger som Bowling Alone (2000) og Making Democracy Work (1993), længe tilbageholdte resultaterne af en omfattende undersøgelse, han har lavet af beholdningen af social kapital i multikulturelle samfund. Resultaterne var nemlig politisk ukorrekte. De viste, at i multikulturelle byer som f.eks. Los Angeles har forskellige kulturelle grupper meget lav tillid til hinanden. Ja, selv blandt medlemmer inden for grupperne falder tilliden, hvis de lever i multikulturelle samfund. Og det er bad news i liberale samfund, der officielt hylder plusordene om kulturel sameksistens, åbenhed og fordomsfrihed over for fremmede kulturer."
"Til de vigtigste debatter i Tyskland efter Murens fald hører fire indbyrdes sammenhængende diskussioner. For det første den såkaldte historikerstrid: hvordan forvaltes arven fra Holocaust? For det andet genforeningsdebatten: hvordan skal en ny tysk enhedsstat bringes til veje? For det tredje normalstatsdebatten: hvordan får nationalstaten berettigelse som historiens normalitet? Og for det fjerde debatten om forfatningspatriotismen: hvordan sikres borgernes loyalitet over for andre borgere og over for staten?" "Kulturpolitikken undergår i disse år en forandring. Den kulturradikale legitimering af statens støtte til kunst og kultur har domineret i det meste af efterkrigstiden. Men den er nu ved at blive afløst af en nationalkonservativ legitimering under den borgerlige regering. Det viser sig især i debatten om den kulturkanon, som kulturminister Brian Mikkelsen har offentliggjort." "Hinsides det politiske. Moralismen i Det Radikale Venstres demokratiforståelse" i: Nomos nr. 2/2005: "Det Radikale Venstre fejrer i år sit 100-års jubilæum. Det kunne give – og har allerede givet – anledning til at fremstille partiets historie eller til at vurdere partiets aktuelle realpolitik. I stedet vil jeg i det følgende fremstille den forståelse af demokratiets væsen, som ligger til grund for partiets politik – eller som snarere ligger til grund for partiets overgang fra et pragmatisk politisk parti til et moralistisk værdipolitisk parti, en overgang, som ligger helt i tråd med tidsånden herhjemme og i udlandet." "Statens enhed. Konservative forsvarere af nationen og nationalstaten" i: KRITIK nr. 176-177/2005: "I de seneste år er der udgivet adskillige bøger om nationen og nationalstaten både i Danmark og i udlandet. Sidste år udgav kommentatoren Ralf Pittelkow bogen Forsvar for nationalstaten, og i USA udgav den amerikanske politolog Samuel P. Huntington bogen Who are We? Påvirket af Huntingtons bestseller The Clash of Civilizations fra 1996 udgav den engelske filosof Roger Scruton i 2002 bogen The West and the Rest, og i sin seneste lille bog The Need for Nations (2004) viderefører han sit forsvar for den vestlige opfattelse af nationen og nationalstaten." "En række historiske kulturkampe i de vestlige samfund har drejet sig om et konservativt opgør med det moderne liberale frigørelsesprojekt, som er repræsenteret ved især angelsaksiske, social- og venstreliberale traditioner, senest i form af multikulturalismen. Nye, ikke-materielle konflikter såsom kampen for anerkendelse og behovet for substantielt kulturelt tilhørsforhold, har været medvirkende til at reaktualisere den konservative kulturkritik." Villy Sørensen og ”modernismekonstruktionen” Af Kasper Støvring, trykt i bogen Modernismen til debat (2005) I KRITIK 147
leverer Anne Borup en kritisk karakteristik af ”Den danske
modernismekonstruktion”, som Anne-Marie Mai i KRITIK 135 havde indledt, og som
"Åbenhedsprofeterne" i: Den konservative årstid (redigeret af Brian Mikkelsen), Hovedland, Kbh. 2004: "”Det har været denne tidsalders ulykke”, skriver Edmund Burke i Tanker om den franske revolution (1790), ”at alt skal sættes under diskussion, som om vort lands forfatning snarere skulle være noget at strides om end at glædes over.” Ud af disse linjer taler Burkes respekt for Englands forfatningstraditioner, og loyalitet over for landets forfatning har da også lige siden Burkes kritik af oplysningstidens revolutionære reformister været en æresag for den konservative. Medborgerskab er utvivlsomt en af de højeste konservative dyder." Aspekter af konservativ æstetik Modtagelsen af en ny-klassiker Villy Sørensen og den lammende respekt Af Kasper Støvring, trykt i Spring nr. 20/2003 Villy Sørensens forfatterskab er for længst blevet kanoniseret som et af de væsentligste i det tyvende århundredes danske litteratur. Han er som sådan ”klassisk moderne”. Allerede fra sin debut var han symbol på ”det nye”: en radikal intellektualisme med en særegen international orientering. Det er ikke mindst i kraft af sin litteratur- og kulturkritik, at Sørensen har medvirket til at forny og revitalisere den danske kulturdebat og føre litteraturen ud af efterkrigstidens traditionalisme og bagudskuende provinsialisme. "En digters forfatterskab er ikke blot den sum af værker, der udgør det. Det kan desuden betragtes under en helhed som et samlet værk, der udtrykker en fremadskridende stræben mod frigørelse fra en – personlig eller historisk – konflikt. T.S. Eliots forfatterskab er en sådan erkendelsesproces i flere stadier; ligesom Dante foretog vandringen fra de infernalske rædsler gennem skærsildens bod og soning frem mod den endelige paradisiske udfrielse, nåede også Eliot fra udgangspunktet i den kritisk-agnostiske, kulturpessimistiske afdækning af den europæiske ødemark i The Waste Land (1922), efterhånden frem til slutpunktet i den kristne tro med de fire poetiske suiter Four Quartets (1943)."
Tid og tro i T.S. Eliots Four Quartets, trykt i Transfiguration nr. 1/2001 ”T.S. Eliots store digt Four Quartets blev udgivet i samlet form i 1943, 16 år efter at digteren officielt havde tilsluttet sig den anglokatolske kristendom. Digtets overgribende tema er tiden og det er jo gammel kristentro, at sålænge mennesket lever i tiden, vil det altid være ”uens med verden”. Således skriver Augustin: ”Nu svinder mine år hen i suk; men du, min trøst, herre, min fader, er evig. Jeg er opløst i tider, hvis orden jeg ikke kender, og mine tanker, ja min sjæls allerinderste, søndersplittes i forvirrende omskiftelser, indtil jeg smelter hen i dig, renset og lutret ved din kærligheds ild”.”
Betragtninger over forfatterens engagement i anledning af Jens Chr. Grøndahl essaysamling Night Mail, trykt i Spring nr. 15/1999
|