Radikalisme og konservatisme

Villy Sørensen og ”modernismekonstruktionen”

Af Kasper Støvring, trykt i bogen Modernismen til debat (2005)

I KRITIK 147 leverer Anne Borup en kritisk karakteristik af ”Den danske modernismekonstruktion”, som Anne-Marie Mai i KRITIK 135 havde indledt, og som Jon Helt Haarder videreførte i artiklen ”Villy og Sørensen” (KRITIK 143). De tre syddanske litterater gør polemisk front mod den kulturradikale kunstopfattelse, hvis hovedkonstruktører har været Villy Sørensen og - især - Torben Brostrøm. Borup formulerer sit anliggende som en ”generobring” af litteraturens brede og brogede mangfoldighed fra modernismens litteraturhistoriske konstruktion, der truer med at lægge fiktiviteten død.

                      Centralt i denne konstruktion står et psykoanalytisk funderet opbyggelsesevangelium, nemlig radikalismens lære om forløsning af det fortrængte gennem poesiens erkendende konfrontation med det dæmoniske og irrationelle. Deri består kunstens terapeutiske nytte for den enkelte og for samfundet i en dannelsesmæssig og politisk forstand. Konceptet tjener noget så kedeligt og dog så suspekt som en pædagogisk formidling og kulturpolitisk legitimering af en ny, det vil sige tidssvarende (og tidsbunden) moderne kunst i et velfærdsstatsligt regi, nemlig 50’ernes og 60’ernes nyradikale modernisme. Først med opbruddet i 1968 blev (atter) nye positioner, der ofte hentede inspiration fra den hidtil udgrænsede massekultur, frisat fra en finlitterær, formynderisk kanondannelse til et ”åbent felt” af eksperimentering og nytænkning.

Jeg vil her bidrage med et korrektiv til den stædige overbetoning af Sørensens tilknytning til kulturradikale traditioner, som råder blandt unge radikale såvel som gamle (ny)radikale. I forsøget på at vinde Sørensen fra en kulturradikal modernismekonstruktion til en mere åben, om man vil: endnu mere progressiv og radikal attituderelativistisk eller endda ”postmodernistisk” position, kommer de tre (yngre) litterater paradoksalt til at bidrage til denne overbetoning. De forskaffer sig samtidigt et ståsted for kritikken af et modernisme- og frigørelsesbegreb, der i Sørensens udgave er en så tvetydig affære, at det nok burde få dem til at vakle (lidt mere). Faktisk ligger der i nærværende artikels korrektiv en implicit kritik af den omfattende receptionshistorie, der knytter sig til forfatterskabet. En reception, der stort set overbetoner Sørensens tilknytning til den kulturradikale tradition, og som derfor ofte overser, at Sørensens forfatterskab nærmere beset, med en Sørensen-vending, ”plejer intim omgang” med en europæisk tradition for kulturkonservatisme og som siden begyndelsen har indoptaget tendenser i den hereticanske poetik og kulturkritik.

                      Som en undtagelse har Johan Fjord Jensen (i Efter guldalderkonstruktionens sammenbrud, 1981) været opmærksom på, at Sørensen fuldbyrder, hvad Heretica havde forberedt. Forfatterskabet forener en moderne krisebevidsthed med et modernistisk formsprog og forvalter således en tradition, der - også for Fjord Jensen – varede frem til 1968, hvorefter ”det tredje standpunkt”,[1] som betingede modernismens modernitet, brød sammen.

                      For Johan Fjord Jensen fik ”guldalderkonstruktionens” sammenbrud[2] hos hereticanerne en så absolut karakter, at alle politiske veje henimod en udsoning af kulturkrisen blev spærrede og den krisebevidste kunstner selv blev spaltet ud af de sociale sammenhænge. Hos Sørensen rykker koldkrigstidens spaltning mellem antagonistiske samfundssystemer ind i psyken og viser sig her som en spænding mellem det, der i Kafka-bogen (1968) kaldes ”eksistens” og ”funktion”. Ubodeligt spaltet er den modernistiske digter lukket inde med sig selv i et repetetivt fortolkningsrum, der ikke åbner udveje mod progressive, samfundsmæssige handlinger. Kun når digteren betjener sig af myten som en historisk overgribende og ontologisk almen fortolkningsform, finder overskridelsen sted. Men denne eksistentialisering var allerede indeholdt i Heretica som vilkår, som en etisk fordring og som forventning. For Fjord Jensen er Sørensens forfatterskab helt frem til 70’erne bestemt ved en sådan ”fortolkningsneurose”. Først med Oprør fra midten, 1978 og etableringen af en humanistisk moral på et naturligt værdigrundlag kan der omsider handles i en samfundsmæssig og politisk sammenhæng, om end det sker i utopisk form.

Universitetsmarxisten Fjord anvender pointen om kontinuiteten mellem Heretica-traditionen og Sørensen i et polemisk ærinde. Et ærinde af samme karakter er Peter Madsen ude i et par år tidligere (i artiklen ”Radikalisme og humanisme”), blot med den omtrent modsatte pointe: (over)-betoningen af bruddet med Heretica.[3] I den autoriserede udlægning af, hvad der skete ”Da modernismen kom til Danmark” (1998), har Madsen fastholdt sit perspektiv og gjort meget ud af at betone bruddet med Heretica, frem for kontinuiteten.

Hereticanerne om nogen fremskridtspessimismens besyngere, der reaktionært er blevet stående ved efterkrigens desillusionerende erfaringer med nazismen og ved en afgrundsdyb mistillid til den borgerlige humanismes skrøbelige politiske form, demokratiet. Fra et progressivt synspunkt er denne historiske udvejsløshed naturligvis blot en stampen imod brodden, en retfærdig skæbne for den, der - med Sørensens ord om Jakob Knudsen - forguder sit traume. Det har ifølge Madsen været Sørensens indsats og fortjeneste at bidrage til en fuldbyrdet syntese imellem en nyradikalisme og den brostrømske variant af et modernistisk kunstsyn, der kunne vise videre frem mod en progressiv politik (folkesocialismen). Det var simpelthen velfærdsstatens officielle kunstforståelse, som de to formulerede med Digtere og dæmoner og ”Det umådelige mådehold” (året er 1959) og dermed lagde fundamentet for et kulturelt hegemoni.

På denne måde sætter Madsen Sørensen op på den piedestal, der mest er en anstødssten for Borup, Haarder (og Mai), nemlig den radikalisme, der gjorde det muligt at ”afmontere de antimoderne elementer i en moderne tradition”. Og meget rigtigt er der også i Madsens syn, for eksempel erindrer Brostrøm i Men dansen den går (1994) om hvordan Sørensen med ”saglig grumhed” morede sig med at afmytologisere Ole Wivels lyriske bestiarium. Grum og saglig er Sørensen også i dobbeltkronikken ”Kritikkens og Bjørn Poulsens dilemma” (optrykt i Hverken-eller, 1961), hvor Hereticas førende teoretiker ironisk spottes som en ”romantisk moralist”, der fornærmet og patetisk-sentimentalt forhærder sig imod modernismens fæle konventionsopløsende refleksion.

                      Men Sørensens kriseerkendelse har også affinitet til Bjørn Poulsens Ideernes krise i åndsliv og politik (1960), og hans stort opsatte essay ”Elfenbenstårnet” (1949) har Sørensen karakteriseret som et forsvar for modernismen imod de udvendige absolutistiske politiske, moralske, religiøse værdikriterier og forældede formelle æstetiske normer. Netop i Vindrosen har Sørensen i en positiv ånd anmeldt hereticaneren og den flittige Vindrosen-skribent Thorkild Bjørnvig.[4] Splittelsen og bevidsthedskrisen i den moderne kultur er ikke Bjørnvigs byrde; han er, som det hedder, mere i pagt med ”begyndelsen” end de mere desperate modernister, som til gengæld er enden nærmere: ”Grundlaget, den oprindelige fylde, skal opdyrkes for at indoptage det nye, for at fylde mere end tomrummet.”

Denne kritiske indstilling til de ”avantgardistiske desperados” gennemsyrer artiklen ”Avantgardisme og filosofi”[5] og viser, at modernisme og avantgarde ikke uden videre er synonymer hos Sørensen. Avantgardisterne ”er principielt forud for deres tid og undertiden også forud for sig selv” og radikaliteten i deres såkaldt grænseoverskridende og normsprængende eksperimenter inddæmmes let af et behagesygt borgerskab som uforbindtlige udfordringer. Den negative protest er ganske vist mere værdifuld end den opbyggelige lære. Men nihilismen må betragtes som en bevægelse hen imod en moderne værdifilosofi, der ikke tager det nye - det værdifulde - i besiddelse som gammelkendt konvention, men derimod står i skabende og fornyende forhold til værdierne. Hertil svarer i øvrigt den kierkegaardske sondring i Digtere og dæmoner imellem ”erindringens” lukkede æstetiske livsholdning og ”gentagelsens” åbne etiske.

Som Anne Borup korrekt påpeger, skyldes en del af forvirringen i diskussionen omkring forholdet mellem nyt og gammelt i modernismen, at man ikke semantisk skelner mellem tradition og konvention. Hvis tendensen til efterligning og traditionalisme er et umådeligt dansk mådehold, som Brostrøm anfører i sin artikel ”Det umådelige mådehold” fra 1959, så afhænger de frigørende effekter omvendt ikke af en opgivelse af traditionen men af en fornyelse af den, af almengørelsen. Af den grund er Sørensen yderst mådeholden i sin brug af ordet modernisme, som han reserverer til polemiske og pædagogiske formål[6] og sjældent til en formidling af den helt aktuelle danske poesi – som hos Brostrøm. Sørensens vel nok mest polemiske og pædagogiske artikel, ved siden af ”Digteren og virkeligheden” fra Hverken-eller, er ”Konvention og kvalitet” i Vindrosen nr.1, 1959. Her omkalfatres konventionsbegrebet i en diskursivt ræssonerende argumentation for at opretholde forbindelsen bagud til det overleverede. For enhver ”moderne” tidsalder er ikke blot aktuel og ny, den rummer ikke blot en selvbevidst reaktiv omvurdering af de foregående epoker, men kan også søge støtte i dem for at påvise, at den ”står i pagt med det nutiden har forsømt.”

Sørensen omfattede i sin anmeldelse Thorkild Bjørnvigs essaysamling Begyndelsen med sympati og har også siden sin begyndelse forfægtet forestillingen om det oprindelige i mennesket og naturen. Således er den nordiske, græske og kristne mytologi samt et omfattende historisk og traderet stof gjort til genstand for gendigtningen, fordi det rummer de ”evige symboler”, som mennesket må bevare forbindelsen med for at kunne eksistere frit, som det hedder i Digtere og dæmoner. I den forstand er Sørensen en gen-tager og placerer sig også her i forlængelse af Heretica-generationen, der anviste en tilsvarende poetologisk vej ud af kulturkrisen. Gennem erkendelsen af spaltningen i den faldne moderne epoke, formår digteren at knytte bånd til en førkulturel oprindelsesinstans (naturen, det mytiske), hvor enheden er genoprettet. Det er – i stærkt forkortet form - formlen for Sørensens historiske regression og det ”finale plus”, som Haarder anfægter i sin artikel.

                      Kaster man et blik på rækken af de digtere og filosoffer, som Sørensen vedholdene har beskæftiget sig med – for eksempel Thomas Mann, Kierkegaard, Nietzsche, Schopenhauer og C.G. Jung(!) - er det tydeligt, at interessen for den konservative kulturtradition ikke kun tjener det polemiske opgør. Ikke mindst Thomas Mann har været præget af kulturkonservative idiosynkrasier, og pudsigt nok bekender Sørensen i sin samtale med Claus Clausen, at netop Mann er den forfatter, han er mest påvirket af, selv om Mann ikke er den, han vurderer højest. Er der, i Sørensens beskæftigelse med Manns forfatterskab, ikke ligefrem tale om et fordækt selvopgør, så er der dog - med Løgstrups ord om Sørensens Nietzsche (1963) – også her tale om en spænding ”mellem en antipati der ikke skjules, og en loyalitet der ikke svigter.”

                      Analysen af Doktor Faustus rubriceres i Digtere og dæmoner under overskriften ”Faldets digter”: værdisammenbruddet udgør også for Mann det grundlag, som hans forfatterskab er blevet til på, og som han ikke har kunnet ”komme over”. Manns inspiration er nihilistisk. Han forblev den ironiske tysker, der med sit intellektet forsøgte at bekende sig til det nye, den humanitære republikanisme, mens han med følel­sen stadig var bundet til det gamle, den døende borgerlige epoke. Problemstillingen minder om Nietzsche - den åndsbeslægtede - der gennemskuede følelsens grundlag i ressentimenter og bagudvendte affektionsværdier, altimens hans tænkning “profetisk” forkyndte foruroligende nyt. Men Nietzsche overvandt aldrig sin fortidsbinding, han var på en måde selv, hvad han bekæmpede. Det er hans latente selv­kritik - og Sørensens åbenlyse kritik i Nietzsche.

                      Sørensen lader Manns forfatterskab havne, ikke på en vej til helbredelsen af den europæiske kultur, men ved vejs ende (med Doktor Faustus har Mann skrevet dens “nekrolog”), altså for så vidt i aporien. Dér har mange kritikere, og nu senest Haarder, også villet placere Sørensens forfatterskab. Der er endnu lang vej til Hermann Brochs “etiske kunstværk”; Sørensen kender ikke til gentagelsen i Brochs forstand, hans fortællinger er ikke humoristisk-forsonende, men snarere dæmonisk-ironiske. Esoteriske og særdeles reflekterende vidner de om det, Fjord Jensen med en vis repræsentativ gyldighed har kaldt ”en kold ild og et brændende intellekt”.

Med sin tvedeling af Villy Sørensen i henholdsvis digteriske og filosofiske afspaltninger, foretager Haarder dog selv en art positiv omvurdering af fortællingernes negativitet. – Når ”Villys” symbolske historier falder uden for modernismekonstruktionen skyldes det, at de ”i sig selv” har karakter af tragisk destruktiv meningsløshed, som først påtvinges en postulatorisk opbyggelighed i ”Sørensens” filosofisk rekonstruktive formidlingsarbejde. Men forfatteren vender aldrig ”hjem” efter hjemløsheden i faldet, og blandt andet derfor er hans fortællinger værd at læse; radikaliteten fastholdes og de sikres en evig- og almengyldighed hinsides kulturradikalismens optimistisk forsnævrede horisont af velmenende nyttetænkning og fad freudiansk forløsningsforventing.

Alligevel: at fortællingerne hverken er terapeutiske bearbejdninger af mere eller mindre sygelige komplekser, eller kan tilskrives en sakral betydning som verdensforbedring, betyder jo ikke, at de blot kommer i betragtning som amoralsk artisteri, hvad Haarder lader antyde. Og det skyldes netop, at spaltningerne ikke heles, men derimod radikalt uddybes. Tilløb til et mere realistisk, kritisk eller sagligt reflekteret etikbegreb, findes i Sørensens poetik og litterære kritik (skønt en ligefrem applikering på hans egne fortællinger naturligvis risikerer at lukke dem på selvbekræftende og tautologisk vis). Det etiske kunstværk rummer en konfronterende erkendelse af et problemkompleks (det ufortolkede, de uforløste traumer eller det fraspaltede dæmoniske), som ikke omfortolkes i privat, tendentiøs og sentimental ønskeopfyldelse. Her er digteren heller ikke blevet stående ved erkendelsen af sammenbruddet med desillusioneret, kynisk resignation. Den negative hel­hedsfortolkning gennemløber derimod i en åben og uafsluttet proces de utallige og uendeligt komplekse spaltningsformer på stadigt mere omfattende og mangfoldige, på stadigt dybere betydningsbærende niveau­er. Og desto flere udspaltede erfaringsområder digteren formår at inkludere i sin fortolkning, desto større er hans evne til at sætte viljen til mening igennem – en tanke, der også finder støtte i (bogen om) Nietzsches tænkning. (Hvor denne diskussion om kunst og etik altid ender – og udgår fra – er selvfølgelig med spørgsmålet om, hvorvidt sandheden frigør og gør vis. I Haarders læsning af Sørensens – nej, ”Villys” historier - er det netop dét, der dementeres af og i selvsamme historier!)

                      Med sit myte- og naturbegreb, sin traditionsforvaltning, sin kritik af den moderne massekulturs værdiopløsning og –nivellering, og med sin tanke om kunstens etiske overvindelse af en nihilistisk inspiration, placerer Sørensens forfatterskab sig et sted mellem radikalisme og konservatisme. Et hverken-eller sted sådan som Sørensen med sin på én gang inkluderende og ekskluderende dialektik har formuleret det i sit svar på Dialogs enquete om kulturradikalismen i 1960 (vel nok forfatterskabets suverænt flittigst citerede fragment – som derfor ikke skal citeres her.)

                      Enøjede litterater, hvilket øje de end ser med, har lige siden reduceret Sørensen til ”kulturradikal”. Men afmytologisering kan også være udtryk for en mytisk radikalitet, som Sørensen har bemærket ved modtagelsen af Paul Hammerich-prisen i 1994,[7] og netop i denne anledning har han mest eksplicit givet udtryk for sin bekendelse til en form for ”godartet” kulturkonservatisme. Men der er ikke tale om en vending hos Sørensen, snarere er det tidsånden, der har ændret sig! Selvoverensstemmelse, kontinuitet og konsekvens er som bekendt Sørensen-dyder. Eller er det synspunkt også udslag af en identitetstænkning, der formørker øjet?

                      Mytisk radikalisme kunne man kalde bestræbelsen på at indarbejde den traditionelle konservative skepsis over for frigørelsesprojektet, for det nye - det moderne - i en progressiv tankes oplyste skepsis. Som den romantisk oplyste humanist, han vedkender, at han er, er det også Villy Sørensens bestræbelse.

KASPER STØVRING, f.1973. Stud.mag. i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet.