SEISMISKE VARSLER

Tyske højreintellektuelle om nationen

Af Kasper Støvring, publiceret i internetmagasinet Aufklärung (www.aufklarung.dk) i november 2006

Til de vigtigste debatter i Tyskland efter Murens fald hører fire indbyrdes sammenhængende diskussioner. For det første den såkaldte historikerstrid: hvordan forvaltes arven fra Holocaust? For det andet genforeningsdebatten: hvordan skal en ny tysk enhedsstat bringes til veje? For det tredje normalstatsdebatten: hvordan får nationalstaten berettigelse som historiens normalitet? Og for det fjerde debatten om forfatningspatriotismen: hvordan sikres borgernes loyalitet over for andre borgere og over for staten?

I centrum for disse debatter står spørgsmålet om det nationale tilhørsforhold. Erfaringerne med mellemkrigstidens højreradikale nationalisme har som bekendt skabt en stærk anti-national tendens blandt offentlige meningsdannere i tysk efterkrigstid. Men op gennem 1990’erne begyndte en række intellektuelle i det såkaldte nye højre at forsvare nødvendigheden af et nationalt tilhørsforhold, som flere i dag da også synes at besinde sig på. De højreintellektuelle kan dermed karakteriseres som en slags kulturelle seismografer, der tidligt registrerede fremkosten af en ny tysk selvbevidsthed.

Demonteringen af det nationale tilhørsforhold

Blandt de skarpeste fortalere for en demontering af et tysk nationsbegreb hører sociologen Jürgen Habermas, der i en lang række skrifter har advokeret for en forfatningspatriotisk position i forlængelse af tænkere som Dolf Sternberger og M. Rainer Lepsius. Ifølge Habermas giver det ikke længere mening at tale om en national identitet som en deterministisk størrelse, der så at sige er ”givet” på forhånd. Den er derimod et resultat af et frit og bevidst valg; der er tale om et politisk valg af en konstrueret post-traditionel identitet.

Habermas ønsker netop, at borgerne i de vesteuropæiske lande skal være selektive i deres valg af tilhørsforhold – hvilket jo kun er muligt, hvis nationen ikke er ”naturgroet”. Dvs. følger en nødvendig vej, der ikke uden videre kan brydes i kraft af en viljeshandling. Et tilhørsforhold lader sig altså forsvare, eller gendrive, rationelt ved hjælp af en kritisk oplyst argumentation.

Hvad man nu ifølge Habermas bør knytte an til og identificere sig med i et moderne, multikulturelt samfund er følgelig ikke den romantiske kulturnation. Det bør i stedet være den politiske orden og forfatningens principper. For Tysklands vedkommende er det statsborgernationen fra 1949. Så Habermas og andre fortalere for det post-nationale og post-traditionelle perspektiv tager i realiteten afsked med ideen om den partikulære og konkrete nation. Hvad der skal træde i stedet er præcis de universelle og abstrakte ideer om liberalt demokrati, retsstat og menneskerettigheder.

Statsborgeren må derfor være beredt på at relativere sine egne legitime krav i forhold til andre borgeres krav, som er lige berettigede. Som gode demokrater må borgerne tilstede fremmede individer de samme rettigheder, som de selv nyder. Dette udelukker naturligvis, at et førpolitisk kulturfællesskab – nationen – får politisk indflydelse. Det er naturligvis Tysklands fatale historiske erfaring med den politiske mobilisering af absolutte ”givetheder”, jo især folket som historisk skæbnefællesskab, der her ligger Habermas på sinde. Hvis vi ikke fastholder skellet mellem den kulturelle og politiske orden, mellem etnos og demos, mellem nation og stat, mister vi den eneste legitime metode, nemlig den demokratiske, til at udsige noget om kollektivets interesser: Den etniske eller historiske kulturnation hævdes jo ofte at rumme en kollektiv egenværdi, en intrinsisk værdi, der ikke står til forhandling. I værste fald vil det udmunde i etnisk udrensning, i et nyt Holocaust.

Selvbevidst nation

Nationalkonservative har længe afvist denne kritik. Den stærkeste retsstat er netop en stat, der er solidt forankret i en nation; først nationalstaten har været i stand til at implementere abstrakte menneskerettigheder som konkrete borgerrettigheder. Det er, blandt mange andre, sociologen Ulrich Oevermanns synspunkt. Nationalstaten er i den forstand ”normalstaten” – historien har vist dens berettigelse.

Men det er rigtigt, at højreintellektuelle er tilbøjelige til at kritisere universaliseringen af ligheds- og frihedsbegreberne. Altså det forhold, at den demokratiske stat giver lige anerkendelse til den pluralitet af kulturer, der befinder sig inden for dens grænser. Ligheds- og frihedsbegreberne reduceres dermed til blotte abstraktioner, der ikke har kraft til at sikre statens stabilitet og den sædelige integration af borgerne. I krisesituationer vil det komme for en dag, lyder det ildevarslende. Debattøren Hans-Peter Schwarz har spottende kaldt Habermas’ begreb om forfatningspatriotisme for en tyndblodet professorfiktion, der ikke tilfredstiller folks følelsesmæssige behov for at høre til et substantielt fællesskab. En kulturnation, med andre ord.

Weimar-republikken trækkes frem som det historiske eksempel på, hvad der sker, når demokrater ikke vil røre det nationale kompleks: Man spiller et trumfkort i hånden på farligere kræfter. Og historien risikerer at gentage sig; forsøget på at bedrive politisk pædagogik og opdrage borgerne til at blive myndige demokrater, frigjorte fra den nationale binding, vil skabe behov for nye myter. For når rodfæstede tilhørsforhold rives op, efterlades et tomrum, der kun venter på at blive fyldt ud med sprængfarlige fiktioner. Sådan er tankeformen. De post-nationale teorier tager altså ikke hensyn til menneskets psykiske behov, først og fremmest behovet for at blive anerkendt som noget særligt. Stoltheden over at høre til et partikulært kulturelt fællesskab har simpelt hen ingen gyldighed.

Intellektuelle i det nye højre bliver dog ikke stående ved denne rent negative kritik. De tilbyder faktisk en positiv anknytning – altså præcis det, som de post-nationale teorier mangler. Den nationale kultur hævdes at være ”virkelig” i modsætning til en generel forfatningstekst. Man kan sige, at de højreintellektuelle tilbyder en besindelse: Det er ikke muligt at konstruere fællesfølelse fra oven. Et levedygtigt kollektiv vil altid være historisk fremvokset og basere sig på substantielle forhold som fælles moders-mål og fælles tilknytning til et fædre-land. De højreintellektuelle er med andre ord fortalere for en art romantisk æstetisk patriotisme. Hvilket betyder så meget som, at borgerne også må have følelser over for hinanden og staten.

Som det måske vil være fremgået, er det tyske nye højre en heterogen strømning, som kun løst kan forbindes gennem forpligtelsen på en række konservative kernetanker som antropologisk realisme, historisk kontinuitet og behovet for orden. Og så selvfølgelig national samhørighed. Det nye højre fik netop mæle i en antologi af Heimo Schwilk og Ulrich Schacht, der havde den sigende titel Die Selbstbewusste Nation. Bogen udkom på forlaget Ullstein i 1994 og blev kort efter skandaliseret i offentligheden for at være antidemokratisk, antisemitisk, fremmedfjendsk, revisionistisk og meget mere af samme skuffe. Men som filosoffen Rüdiger Safranski, der selv er bidragyder, skrev i en opfølgende artikel i tidsskriftet Akzente (årg. 42, nr. 3), plæderede ingen af bidragyderne for afskaffelsen af det liberale demokrati. Dog artikulerede de fleste en variant af følgende tanke:

”Liberale Gesselschaften können die Voraussetzungen nicht selber schaffen, auf denen sie – geistig, sittlich – basieren. Die freie Gesellschaft braucht Individuen, die eine bestimmte innere Bindung haben, damit sie im Umgang mit der Freiheit Grenzen und Spielregeln akzeptieren können. Die liberalen Gesellschaften konnten geschichtlich deshalb auch nur entstehen, weil sie Individuen vorfanden, dir noch durch Religion und Sitten gebunden waren. Es gilt der paradoxe Grundsatz: Eine liberale Gesellschaft funktioniert nur solange, wie ein Bestand ethischer Selbstverständlichkeiten und üblichkeiten der liberalen Disposition entzogen bleibt.“ (Side 281).

Safranski peger videre på, at det moderne samfund ikke blot tærer på den ydre natur, men også på den indre ”kultur-natur“. For når fællesskabet spaltes ud i enkeltindivider, der står fremmede over for hinanden, nedslides de bånd, der knytter individerne sammen som gensidigt forpligtede samfundsborgere.

Således det nye højres kritik af forfatningspatriotismen: Den er kold, abstrakt, teoretisk, rationel og bevidst. Den bygger på en skrøbelig, konstrueret identitet, som ikke er vokset gradvist frem gennem konkret menneskeligt samliv. Fornuft alene holder ikke sammen på staten og folket. Der er tillige behov for en sædelig orden, der er baseret på en moralsk form for loyalitet mellem borgerne. Ligesom i de før-moderne, præ-liberale samfund.

Den sædelige substans smuldrer

Die Selbstbewusste Nation er bygget op omkring digteren, dramatikeren og kulturkritikeren Botho Strauss’ essay ”Tiltagende bukkesang” fra 1993 (udgivet på dansk i 2003 i tidsskriftet Nomos, årg. 1, nr. 1). Botho Strauss’ indflydelsesrige essay er delvist udformet som en kritik af den tyske venstreliberale intelligentsia i efterkrigstiden. Uden at nævne navne er kritikken adresseret mod offentlige intellektuelle som bl.a. Günter Grass. Disse intellektuelle formår ikke at fremsætte et positivt alternativ til det nationale tilhørsforhold. I stedet nøjes de med at hylde en åbenhed over for alt det fremmede og praktisere en gold kritik, ikke mindst af den samlede højrefløj, der reduceres til en reaktion imod indvandring – en reaktion, der til tider slår ud som voldelig radikalisme. Men her tager de liberale fejl. Som grænseoverskridende radikalisme står højreekstremismen (ny-nazismen) netop i skarp kontrast til det nye højres iboende konservatisme. Og hvad mere er: Den liberale tolerance og kritiske negering af det nationale fællesskab skyldes i virkeligheden et kulturelt selvhad, som Strauss skriver:

”Engang imellem burde man undersøge, hvor meget af tolerancen, der er ægte og selvstændig, og hvor meget, der skyldes det forkrampede tyske selvhad, der byder de fremmede velkommen, så forholdene her, i det forhadte fædreland, endelig afslører sig i deres berømte (”fascistoide”) klarhed, som det engang hed (og i det skjulte vel stadig hedder) i den venstreorienterede terrors forbryderretorik.” (Side 10).

Titlen på Botho Strauss’ essay spiller på, at det ikke længere er den fremmede, men nationen, der fungerer som syndebukken, der skaber indre sammenhold ved at blive uddrevet. Den politisk korrekte delegitimering af det nationale tilhørsforhold beror selvfølgelig på, at de anti-nationale venstreintellektuelle som ”skyldbetyngede vogtere af samvittigheden” til fulde forstår at udnytte det dybe tyske skyldkompleks. Konsekvensen er, det naturlige, altid latente behov for en tysk selvbevidsthed forbliver utilfredstillet.

På grund af dette skyldbetyngede opgør med fortidens ekstreme nationalisme er Tyskland blevet prototypen på et moderne liberalt samfund, hvor sædeligheden får en stadig mere formel, mindre substantiel karakter. Sligt samfund er ifølge Strauss åndelig set dårligt forberedt på andre tider, når  levestandarden falder på grund af økologiske eller økonomiske kriser, eller når de indre og ydre trusler mod sikkerheden stiger. Hvis den nationale kernekultur – Leitkultur – ikke anerkendes som bedre end andre kulturer, vil borgerne være ude af stand til at forsvare sig. Kulturer, der er opflammede af en stærkere trang til at hævde sig selv, vil være overlegne i en konfliktsituation. For de vil forsage materiel bekvemmelighed og ikke udtømme kræfterne i selvhad; de vil tværtimod være rede til at risikere deres liv for agtelsens skyld og bringe ”blodofre” for deres morallove.

Det er sådanne elementære tanker, der ligger bag Botho Strauss’ berømte, men også berygtede essay. Det liberaldemokratiske samfund har tilsyneladende ingen transformationsevne, skriver Strauss, for det er uden nævneværdige konkurrenter, der kunne presse det til at ”samle sine kræfter på ny”. Strauss peger på, at de samfund, der ikke hylder økonomismen som eneste drivkraft, netop vil vise større styrke – en opfattelse, der også lå implicit i en artikel om Vestens defaitisme i mødet med islam, som Strauss publicerede under Muhammedkrisen (se Der Spiegel 7/2006).

Botho Strauss skrev sit essay kort efter den kolde krigs ophør, hvor Vestens fjende i form af kommunismen var forsvundet. Her var diagnosen klar: Hvis borgerne i de vestlige samfund overhovedet endnu kæmper, kæmper de kun for at bevare de private velfærdsgoder; de udfordres ikke til kamp af ”fjendtlige erobrere”. Op gennem 1990’erne optrådte så en ny fjendtlig aktør i form af islamismen. Men altså uden at borgerne lod sig udfordre. De var for længst bedøvede af massemedierne, ”den telekratiske offentligheds regime” samtidig med, at det folkelige behov for national selvbevidsthed blev stigmatiseret af den liberale intelligentsia.

Strauss mener altså, at det liberale samfund er i fare for at blive opløst indefra, og at borgerne er svækkede af samfundsrigdom. ”Substansen smuldrer”, for rigdom ”beskytter ikke mod demontering af det samfund, den i sidste instans skyldes.” Sædeligt integrerede samfund med en fælles kultur og et fælles moralsk sprog om godt og ondt vil derimod hænge bedre sammen end samfund, hvor atomiserede individer rationelt forfølger deres egeninteresse. På den baggrund skal man også forstå Strauss’ angreb på de liberale meningsdanneres advarsler mod den tyske genforening, hvori de ser kimen til et nyt ”Stortyskland”. Lige så vel som man her skal forstå hans angreb på den almindelige tysker, der alene ser genforeningen som en økonomisk byrde: hvor meget vil den koste?

Af disse grunde spiller Botho Strauss en stor betydning for det tyske nye højre. For at rekapitulere: Liberale samfund skaber ikke selv den sædelige orden, som de afhænger af. Og livsduelige stater beror på en stærk fællesfølelse, der risikerer at gå tabt, når de sociale rammer for borgernes liv formaliseres under påberåbelse af post-nationale teorier om forfatningspatriotisme. Generelle principper forener ikke folk, som kulturkritikeren Karl Heinz Bohrer skriver i Ekstasen der Zeit fra 2003. Dertil kommer så den venstreliberale nedbrydning af sociale regler og former, ja, af det særegne tyske, det nationale fællesskab, der blot er en del af den almene omstyrtning af de kulturelle normer – om vi følger Botho Strauss:

”Intellektuelle er glade for det fremmede, ikke for det fremmedes egen skyld, men fordi de hader vores eget og hilser alt velkomment, som ødelægger det.” (side 11).

Den kommende tid…

Selv om det nationale tilhørsforhold endnu ikke er blevet helt mainstream i Tyskland, omtales det i dag blandt stadig flere meningsdannere som noget positivt. Det gælder også intellektuelle i de etablerede medier, f.eks. redaktøren på Der Spiegel, Matthias Matussek, der i år udgav bogen Wir Deutschen, der bærer undertitlen Warum die anderen uns gern haben können. Det nye højres intellektuelle har i den forstand været seismografer, der registrerer brydninger i kulturens grund, varsler om det kommende nye – gennembruddet af en ny national selvbevidsthed, der allerede rystede den tyske offentlighed, da Botho Strauss udgav sit bukkesang-essay. Således må titlen på den seneste bog af Karlheinz Weissmann, ledefiguren for det nye højre, også tages som et slags seismisk varsel: Unsere Zeit kommt.