STATENS ENHED

Konservative forsvarere af nationen og nationalstaten  

Af Kasper Støvring, publiceret i KRITIK 176-177, Gyldendal, Kbh. 2005

I de seneste år er der udgivet adskillige bøger om nationen og nationalstaten både i Danmark og i udlandet. Sidste år udgav kommentatoren Ralf Pittelkow bogen Forsvar for nationalstaten, og i USA udgav den amerikanske politolog Samuel P. Huntington bogen Who are We? Påvirket af Huntingtons bestseller The Clash of Civilizations fra 1996 udgav den engelske filosof Roger Scruton i 2002 bogen The West and the Rest, og i sin seneste lille bog The Need for Nations (2004) viderefører han sit forsvar for den vestlige opfattelse af nationen og nationalstaten.

Det interessante ved disse nationalkonservative[1] er, at de i en konsekvent forstand søger svar på det presserende aktuelle spørgsmål om social enhed. Altså spørgsmålet om, hvad der sammenbinder samfundets mange forskellige individer og subkulturelle grupperinger i et socialt fællesskab. Og svaret finder de så i nationen, der skaber et samlende værdigrundlag for det moderne demokrati.

I sammenhæng hermed har konservative en udpræget sans for det bevaringsværdige ved en bestemt politisk konstruktion, nemlig nationalstaten forstået som en demokratisk retsstat. Altså en stat, hvis grænser falder sammen med nationens. Det karakteristiske ved konservative er, at de argumenterer for en før-politisk kilde til enhed, der skal understøtte staten og gøre den legitim. Det vil sige, at statens enhed er funderet i nationens enhed. Det gennemgående synspunkt er, at enhed eller – med det Pittelkowsk prægede ord – samhørighed er socialt og kulturelt, snarere end politisk og statsligt betinget.

I nationalstaten er de demokratiske institutioner og borgerlige rettigheder forankret i et tæt folkeligt fællesskab af før-politiske normer og værdier, eller – med andre ord – i en national kultur. Statens forankring i en folkelig, national enhed forbinder på en særdeles stabil måde befolkning og politisk system. Netop derfor er det ifølge konservative afgørende at bevare den nationale loyalitet og suverænitet samt den territoriale jurisdiktion, der kendetegner nationalstaten. Den nationale samhørighed skal bevares ved hjælp af en aktiv kulturpolitik; for eftersom nationalstaten vinder autoritet og legitimitet fra nationen, bør den også skænke substantiel anerkendelse til de institutioner, hvorigennem nationen kommer til udtryk. Disse institutioner omfattes af Scrutons begreb om establishment: den etablerede orden.[2]

Af den positive forståelse for national identitet, samhørighed og kulturelt fællesskab følger således en række mere eller mindre kontroversielle politiske bestemmelser. De indebærer naturligvis statsstøtte til landets traditionelle kulturinstitutioner (teatre, museer, arkiver, biblioteker osv.), hvis formål er at bevare den nationale kulturarv. Men de kan også indebære en særlig statslig mediepolitik, sprogpolitik og en mere direkte tilgang til udformningen af uddannelsesinstitutionerne, hvis formål delvis er at overlevere den allerede etablerede fælles kulturelle identitet til de kommende generationer (f.eks. gennem indførelsen af bindende læseplaner i skolen). Endelig kan de politiske bestemmelser indebære en aktiv statslig understøttelse af en folkekirke, i det danske tilfælde den evangelisk-lutherske kirke, som er etableret i en national kultur, der er protestantisk. Men især indebærer de en restriktiv integrations- og indvandringspolitik. Det er kort sagt statens alt andet end neutrale opgave at bevare den nationale samhørighed og yde substantiel opbakning til det nationale kulturfællesskab.

Det nationale kulturfællesskab

Først og fremmest anser konservative nationen for at være en kilde til social samhørighed. Som medlemmer af et nationalt fællesskab er nationalstatens borgere bundet sammen af historien og sproget, af særlige livsomstændigheder og kommunikationsformer, og udover en forbindelse til et bestemt afgrænset landområde har borgerne også i vidt omfang fælles navne, traditioner, erindringer, myter, associationer og religiøse overbevisninger.[3] De er altså fælles om en kernekultur (Huntingtons ”core-culture”), herunder en politisk kultur. Konservative taler derfor hyppigt om ”folket” som en nation med en særlig identitet.

Fordi nationen er karakteriseret ved en stærk indbyrdes samhørighedsfølelse, hviler den ifølge konservative på et kulturelt fællesskab, der ikke kan være en blot vilkårlig forening. Nationen er ikke blevet til ved en sammenkomst af tilfældige individer, der rationelt har besluttet sig for at ”konstruere” fællesskabet i form af en art social kontrakt. En national kultur arves fra generation til generation og er som sådan også en levende, spontan tradering.[4]

De nævne kulturelle elementer er netop gennemtrængende karaktertræk ved nationen. For det første udøver de en stærk ubevidst indflydelse på nationens medlemmer. For det andet er de næsten umulige at skille sig af med. Man kan f.eks. ikke unddrage sig den kendsgerning, at man er født på et bestemt sted, ind i en bestemt kultur, taler et bestemt sprog osv. De kulturelle elementer er i den forstand konstitutive for individets selvforståelse og psykologisk forbundet med et autentisk dybdepræg.[5]

Kommunitære konservative som Scruton er tilbøjelige til at tilføje en tredje dimension, nemlig en særlig autoritet, der siges at udgå fra fællesskabet. Ved at identificere sig med nationen underkaster individet sig dens konventioner, hvilket selvfølgelig er en slags tvang. Men pointen er, at det føles frivilligt, hvis den normative integration i fællesskabet vel at mærke lykkes. Scruton skriver derfor kompromisløst: ”The real price of community […] is sanctity, intolerance, exclusion, and a sense that life’s meaning depends upon obedience, and also on vigilance against the enemy.”[6]

Det har været en ledetråd i kommunitarismens kritik af liberalismen, at konservative ikke blot har et retsligt begreb om statsborgere, men tillige et begreb om medborgere, der er solidarisk forpligtede på delte før-politiske forestillinger om det gode liv. Med en hermeneutisk vending hedder det, at individet altid-allerede er situeret i et konkret fællesskab af sædelige værdier, og derfor forpligtet på en dybere måde end liberalismen vil kendes ved.[7] Scruton udtrykker tanken ved at betone, at individet nærer ”pietet” over for det nationale fællesskab.[8]

At nationalstatens borgere er bundet sammen i kraft af en national loyalitet skaber først og fremmest stærke gensidige forpligtelser borgerne imellem. En nation er i den forstand et fællesskab af fremmede individer, der er forenet i et civilt medborgerskab. Nationalstatens borgere er ikke eksklusivt forpligtede over for familien, trosfællerne, slægten, stammen eller klanen, men er derimod snarere – med Scrutons ord – forpligtede over for hinanden som naboer i et før-professionelt socialt bånd. Borgerne nyder derfor vidtstrakt frihed og mellemmenneskelig solidaritet, samtidig med at den nationale loyalitet forsoner forskellige klasser, interesse- og trosfællesskaber inden for statens grænser; det nationale fællesskab muliggør respekt for ”den fremmede andens” (statsgaranterede) religions-, forsamlings- og ytringsfrihed og en accept af konflikter og kritisk tænkning inden for rammerne af den offentlige politiske kultur.[9]

Der findes naturligvis konkurrerende former for fællesskab, f.eks. det politiske, religiøse og etniske fællesskab. Men sammenlignet med f.eks. den tidligere Sovjetunion eller den nuværende Europæiske Union, det arabiske teokrati eller det regionalt selvstyreopdelte Belgien har kun det nationale fællesskab i praksis bevist sit værd gennem en lang historisk udvikling. Alene den nationale loyalitet skaber nemlig en stærk social sammenhængskraft og en levedygtig tillidskultur,[10] og først den demokratiske nationalstat garanterer borgernes retssikkerhed uanset deres partimedlemskab, tro eller afstamning.

Nation og (dernæst) stat

Den nationale loyalitet er altså grundlaget for det liberale medborgerskab, der gør det muligt for fremmede mennesker at have tillid til hinanden. Ved at være medlem af et indgroet nationalt fællesskab bliver den enkelte borger i høj grad stemt til at kræve sin ret og – ikke mindst – gøre sin pligt.[11]

For nationalkonservative afhænger statens politiske legitimitet af en sådan før-politisk idé om et sædeligt integreret socialt fællesskab. Det afgørende kendetegn ved nationalstaten er nemlig, som Pittelkow gang på gang understreger, at den står til ansvar for folket; folkelig legitimitet er nationalstatens grundlag. Det folkelige fællesskab beror på indre moralske bånd mellem forskellige individer, hvilket skaber en kollektiv ”vi”-identitet. Og fordi de politiske institutioner i en nationalstat også kan siges at inkarnere sædelige værdier – de har i vidt omfang deres særlige nationale mentalitet, implicitte normer og uskrevne regler – oplever borgerne institutionerne som udtryk for dem selv: De er ”vores” institutioner.[12] Det skaber en frugtbar grobund for borgernes villighed til at adlyde love og acceptere beslutninger, der ikke umiddelbart er i deres egen eller deres nærmestes interesse.

Gevinsten ved disse medborgerlige og institutionelle bånd er lav korruption i det politiske og juridiske system samt tilstedeværelsen af fri debat, kritisk presse og politisk opposition til regeringsmagten. I nationalstaten står de folkevalgte politikere direkte til ansvar for folket, som kan afsætte dem ved frie valg, hvilket er vanskeligere i overnationale organer som EU. Samtidig er den nationale loyalitet primær i forhold til lydigheden over for staten, og derfor kan folket mobiliseres til opstand mod magthaverne, når den folkelige suverænitet og retsikkerheden forstået som et fælles gode bliver krænket (ærkeeksemplet er Watergate-skandalen). Netop fordi nationalstaten er grundlagt på en før-politisk form for loyalitet, er det muligt for borgerne at leve i et afpolitiseret samfund, hvor staten beskytter de individuelle frihedsrettigheder.[13]

At ansvarlighed over for fremmede er et særtræk ved nationalstaten, kan man få bekræftet ved at kaste et blik på de fejlslagne forsøg på at påtvinge en demokratisk orden i stater uden national loyalitet, f.eks. i Afrika og Mellemøsten. Så snart demokratiet formelt er indført, overtager illegitime fraktioner den politiske proces og fremmer deres særinteresser. Loyaliteten over for det nationale fællesskab af frie borgere i den demokratiske retsstat er reelt ikke-eksisterende eller smuldrer hastigt i nepotisme. Bestræbelsen på at strække jurisdiktionen ud over de suveræne nationalstaters grænser fører ligeledes til et forfald i ansvarligheden, fordi den herskende elite vanskeligt kan holdes ansvarlig af folket. I institutioner med transnational jurisdiktion findes der derfor udbredt korruption, for ”hvem skal bevogte vogterne?”, som Scruton spørger med Terents’ klassiske bonmot.[14]

En vidtforgrenet velfærdsstat som den danske afhænger i særlig grad af denne medborgerlige gensidighed og af borgernes villige identifikation med de institutioner, som de lever under. Talrige undersøgelser af bl.a. sociologen Peter Gundelach viser da også, at danskerne målt på verdensplan har en rodfæstet national identitet og en meget positiv nationalfølelse; de er overordentligt tilfredse med deres liv (er ”lykkelige”), nærer stor tillid til de politiske institutioner og retsvæsenet, der også fungerer effektivt og ukorrupt, de er solidariske og bakker talstærkt op om det, de oplever som en retfærdig velfærdsstatslig omfordelingspolitik, der sikrer en lav social ulighed.[15]

Når konservative så ofte advarer imod kulturrelativismen og dens ideologiske aflægger i den post-nationale utopi om multikulturalisme, skyldes det netop, at de anser kulturel homogenitet som en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for bevarelsen af allerede vundne liberale og sociale goder som de personlige friheder, demokratiske rettigheder og materiel velstand.[16]

Eksempelvis har danskerne, et af verdens mest homogene folk, i generationer levet sammen på bestemte måder inden for rammerne af den samme stat. Den fælles historie har præget borgerne med samlende moralske værdier, sociale erfaringer og indforståede kommunikationsformer, der har kittet de forskellige niveauer i civilsamfundet sammen og forbundet dem med staten og dermed med en bestemt politisk kultur. For også statens institutioner er traderinger, der igennem en lang historisk udvikling er blevet forfinede og nu legemliggør bevaringsværdige normer, regler og former. Dermed er universelle liberale værdier blevet solidt forankret i en partikulær national kultur – hvilket ikke er identisk med kulturel relativisme.

I en vis forstand ræsonnerer liberale på følgende vis: Erfaringen af medlemskab er ikke en politisk erfaring, men en social erfaring. Den opstår uafhængigt af staten, der ikke bør påtvinge eller forbyde borgerne partikulære former for medlemskab, men alene sikre universelle rettigheder. Konservative er delvist enige i dette ræsonnement: Man kan ikke skabe social enhed ved hjælp af politiske direktiver, som den anti-ideologiske liberale og konservative litteratur så ofte har afdækket. I flæng kan man nævne kritikken af Sovjetkommunismen i Irving Kristols Neo-Conservatism (1995), den kulturradikale formynderstat i Søren Krarups Demokratisme (1968), den politiserende socialstat i Bertel Haarders Grænser for politik (1990) og kritikken af Eurokratiet i Scrutons The Need for Nations. Også Pittelkow peger i Forsvar for nationalstaten på, at samhørighed ikke uden videre kan gennemtvinges – konstrueres – fra oven gennem nok så velmente politiske initiativer.[17] Det er netop totalitært at påtvinge borgerne loyalitet.

Men liberale og konservative er uenige med hensyn til, hvorvidt og hvordan den etablerede sociale enhed skal bevares. Konservative går videre end liberale og må derfor falde tilbage på en veludviklet idé om, hvilken kultur, staten opfatter som ønskværdig og derfor bør støtte med politisk-økonomiske midler. For når enhver legitim politisk orden afhænger af en før-politisk og før-kontraktlig ide om borgernes medlemskab af et nationalt fællesskab, får det ikke blot den konsekvens, at statens virkeområde bredes ud i forhold til områder, der berører borgernes private værdier, men at staten også i vidt omfang er bestemt af dem.

Territorial jurisdiktion

Det er ikke mindst derfor, at konservative kræver, at grundlaget for den medborgerlige loyalitet er før-politisk, nemlig national. Per definition skaber et nationalt fællesskab social samhørighed blandt dem, der lever inden for nationens grænser og bebor det samme sted. Blandt det vigtigste, som medlemmerne af det nationale fællesskab har tilfælles, hører altså territoriet.

Den form for patriotisme, der ikke baserer sig formelt på forfatningen (Habermasiansk forfatningspatriotisme), men på nationalfølelsen, har sin politiske og kulturelle forankring i et afgrænset territorium, i ”fædrelandet”. Derfor er nationalitet heller ikke en rationel ”konstruktion”, men – med Scrutons ord – en historisk ”præstation”: Et vellykket resultat af en stor indsats, ydet af et folk, der bebor det samme territorium. At det nationale tilhørsforhold også er bestemt ved loyaliteten over for et bestemt territorium, har ifølge mange konservative at gøre med det almenmenneskelige behov for at høre hjemme.[18]

At man som medlem af et ”fastboende folkeslag”[19] hører hjemme et bestemt sted og dermed i en bestemt kulturel sammenhæng, kalder ikke blot på en nationalstat som den politiske ordens foretrukne form, men også på en ikke-politisk form for loyalitet, som bør være af national og ikke af religiøs karakter. Grunden dertil ligger i den form for jurisdiktion, som har gyldighed i den moderne liberale stat og sikrer dens suverænitet.

Der gives i teorien andre former for jurisdiktion end den nationale, f.eks. transnationale jurisdiktioner som EU, det tidligere Sovjet eller den muslimske Umma. Men nationalstatens territoriale jurisdiktion har også her vist sig overlegen, ifølge konservative. Man kan med konservatismens stamfader Edmund Burkes ord om traditionerne sige, at også nationalstatens ”merits are confirmed by the solid test of long experience”.[20] Den territoriale jurisdiktion forudsætter ikke blot, at borgerne deler en kernekultur af fælles sprog, historie og religion, men også at loven er et fælles værk. Det forhold, at loven gælder inden for ”vores” territorium, og at landets lovgivere både er forpligtede, definerede og afgrænsede af den fælles nationale identitet, gør os til lovlydige borgere med tillid til de offentlige myndigheder og det overordnede politisk-juridiske system.

Al lovgivning kræver imidlertid jurisdiktion, altså et princip til at afgøre hvem der er underkastet lovens forordninger. Det er på det punkt, at Scruton sondrer mellem fastboende og vandrende folkeslag. Vandrende folkeslag regeres af love, som falder sammen med deres religiøse bekendelse og får autoritet fra den samme guddommelige kilde. Den muslimske sharia opererer f.eks. med religiøst begrundede absolutte sandheder, der er nedfældede i et helligt skrift, Koranen, som udgør lovens fundament (hvilket er definitionen på fundamentalisme). Denne religiøse form for jurisdiktion – lovreligion – etablerer ingen juridiske rettigheder for ikke-muslimer og kan ikke trives sammen med en liberaldemokratisk retsstat, hvor rettigheder skænkes uafhængigt af borgernes trosbekendelse.

Ifølge mange konservative risikerer masseindvandringen til de vestlige lande at svække den nationale loyalitet, som er forudsat i den liberale, territoriale jurisdiktion. Som Pittelkow skriver, knytter indvandrernes loyalitet sig ikke fortrinsvist til værtslandet, men derimod til det etniske parallelsamfund og herigennem til det tværnationale religiøse fællesskab (for muslimerne den islamiske menighed, Ummaen) og til hjemlandet, fordi de kulturelle bånd her er meget tættere.[21] Denne tiltagende erodering af den nationale loyalitet overalt i Vesten siden starten af firserne har både været foranlediget og ledsaget af radikale negativistiske bevægelser, som Huntington identificerer som dekonstruktion og Scruton som ”forkastelsens kultur” (i The West and the Rest).

Bekymringen for den hovedsageligt muslimske kædeindvandring skyldes også oparbejdet realpolitisk indsigt i, at den liberale retsorden vanskeligt kan opretholdes, hvis statsmagten ikke kontrollerer sit territorium. Den svage eller fejlslagne nationalstat, som særligt dominerer i Mellemøsten, er netop kendetegnet ved at være hærget af anarki og mangle folkelig legitimitet. Det får Scruton til at konkludere, at kun en territorial idé om jurisdiktion kan garantere et liberalt retssamfund og adskille loven fra konfessionel tilknytning.

Territorial jurisdiktion eksisterer imidlertid både i en imperialistisk form og i en suveræn, nationalstatslig form. Men totalitære diktaturer som Sovjetunionen og ufolkelige bureaukratier som den Europæiske Union har leveret vidnesbyrd om, at borgernes retssikrede friheder ikke – eller ikke i tilstrækkelig omfang – sikres i et ”imperium”. Først den nationale ide etablerer en form for social loyalitet, der passer til den territoriale jurisdiktion, som alene skaber betingelsen for en stabil liberal retsstat.

Historisk er der også et sammenfald mellem opkomsten af den moderne retsstat og den nationale idé. Da kravet om folkestyre brød frem i Europa i 1800-tallet i forbindelse med de multinationale staters sammenbrud, opstod også ideen om, at medborgerskabet forudsætter et nationalt fællesskab af før-politiske værdier bygget op omkring sprog, sædvaner og territorialt tilhørsforhold. Borgernes samhørighed og den folkelige indflydelse på staten erstattede en illegitim orden, hvor statens enhed primært blev holdt sammen i kraft af absolut lydighed over for en enevældig monark.[22]

Forfatnings- eller nationalstatspatriotisme

I dag udbredes den liberale forestilling, at en ren retslig integration i sig selv er tilstrækkelig til at skabe samhørighed, hvilket en demokratisk orienteret konstruktion som EU skulle være ét af de fremmeste eksempler på.

Kritikere af den europæiske forfatningstraktat og den ledsagende idé om formel forfatningspatriotisme har imidlertid peget på, at en generaliserbar forfatning næppe – heller ikke på sigt – kan fremkalde en affektiv folkelig tilslutning; patriotisme kræver en substantiel historisk ”dybdedimension” for at kunne udfolde sig.[23] Ligesom et imperium og en fejlslagen, svag eller autoritær nationalstat hviler også EU på en langt svagere ”vi”-følelse end nationalstaten. For EU-modstanderen Scruton (men ikke for Pittelkow) får det den konsekvens, at relationerne mellem borgerne i de europæiske nationalstater ikke bør reguleres af diktater fra EU, men af historiske loyaliteter mellem folkenes nationalstater.

Ifølge konservative har liberale også en falsk forestilling om USA som en multinational og multikulturel stat, hvor de mange nationaliteter og subkulturer udelukkende er bundet sammen gennem en fælles loyalitet over for én retsorden, der er udtrykt i forfatningen; forfatningens autoritet skulle angiveligt være tilstrækkelig til at sikre den politiske enhed.[24] Men USA er reelt en klassisk nationalstat, der indadtil har magtmonopol og kontrol over sit eget territorium. Og udadtil er det stadig kun USA, der som den stærkeste liberale statsorden i verden aktivt værner om sin nationale suverænitet.

Den amerikanske forfatning rummer rigtignok en enhedsskabende kraft, men denne kraft skyldes ifølge konservative den nationale identitet, som forfatningen trækker på, definerer og opretholder. De amerikanske borgere deler de anførte nationale kendetegn. De har fælles sprog, historie, sædvaner, associationer, skikke og en fælles kristen kultur, der tilsammen udgør substansen i borgernes før-politiske livsform. Landets borgere er i højeste grad patriotiske; de er beredte på at forsvare deres nationale interesse og hævde deres partikulære forpligtelser. Denne medborgerlige loyalitet bygger ydermere på nationens myter og drømme (”the Land of the Free”).

I Who are We? forsvarer Huntington USAs nationale identitet som indbegrebet af ”anglo-protestantisme”: USA bygger på den protestantiske kristendom med dens individuelle ansvar, frihedstro og realistiske antropologiske skepsis, der er forenet med en høj arbejdsmoral og tro på privat initiativ. Landet bygger desuden på angelsaksiske traditioner, der omfatter britisk retsopfattelse, sprog, litteratur og liberaldemokratiske ideer om repræsentativ ledelsesform og privat ejendomsret. Ikke mindst bygger den nationale identitet på en delt overbevisning om, at hvert enkelt menneske har evnerne og forpligtelsen til at skabe et foregangsland (”a City on the Hill”).

Huntington skriver sammenfattende herom: ”America’s Anglo-Protestant culture has combined political and social institutions and practices inherited from England, including most notably the English language, together with the concepts and values of dissenting Protestantism, which faded in England but which the settlers brought with them and which took on new life on the new continent.”[25]

USA er derfor ifølge Huntington ikke et indvandrerland, men et bosætterland. Det amerikanske samfund har – i hvert fald indtil for nylig – bygget på en assimilation af de kulturelle værdier, som de første engelske bosættere repræsenterede, dvs. kulturen fra det 17. og 18. århundrede: ”During the nineteenth century and until the late twentieth century, immigrants were in various ways compelled, induced and persuaded to adhere to the central elements of the Anglo-Protestant culture […] Millions of immigrants and their children achieved wealth, power, and status in American society precisely because they assimilated themselves into the prevailing American culture.”[26]

Landet kræver altså, at borgerne accepterer den bærende idé om en forenet national identitet, som hidtil er blevet omfavnet af forskellige klasser, etniciteter og religioner, og som har fungeret som et fælles værdigrundlag for de mange forskelle i national eller kulturel oprindelse. Denne anglo-protestantiske identitet har således ifølge Huntington været en kilde til borgernes frihed, enhed, styrke og velstand.

Dannelsen af forskellige netværk af civile tilknytninger og fritvalgte løse foreninger foregår desuden meget aktivt i USA, og der hersker en eksplicit kulturel selvbevidsthed. Amerikanerne er stolte af deres land og missionerer villigt for deres værdier ud fra en opfattelse af at have et moralsk lederskab som det godes kraft i verden, som Huntington selvtillidsfuldt anfører. Ligesom i Danmark er civilsamfundet i USA en levende og konkret realitet; naboskaber, lokalt liv, velgørende og opdragende foreninger samt de mange socialt integrerende borgerinitiativer udgør krumtappen i det nationale erfarings- og værdifællesskab. Og loyaliteten i de lokale fællesskaber bidrager i anden omgang til den overgribende nationale loyalitet, som den politiske orden afhænger af.

Nationalstaten under afvikling?

Konservative vil ofte mene, at mennesker dybest set lever ud fra loyaliteter, som de ikke fuldkommen frit har valgt efter at have konsulteret deres samvittighed på rationel vis (ifølge den kantianske pligtetik). En nation er både før-politisk og før-kontraktlig af væsen, og er som sådan formet af en art ”usynlig hånd”,[27] der virker bag om ryggen på de handlende individer.

Et liberalt standardargument lyder derimod, at ideologien, politikken, er det primære; den nationale kultur er konstrueret sekundært. De såkaldte modernister i historieforskningen (hvortil hører de i øvrigt indbyrdes forskellige historikere som Ernst Gellner, Eric Hobsbawm og Benedict Anderson) har haft held med at skabe indtrykket af, at det nationale fællesskab hovedsageligt er fremkaldt top-down. At de så har vanskeligt ved at forklare den reelle tiltrækningskraft, der udgår fra det væld af symboler, der faktisk understreger nationens historiske kontinuitet, er blevet kritiseret i nyere nationalismeforskning.[28]

Pittelkow leverer også en kritisk karakteristisk af modernisterne i Forsvar for nationalstaten, og han forfægter den konservative opfattelse, at den nationale kunst og kultur er en levende og fuldgyldig del af borgernes liv. Heller ikke nationalstaten kan reduceres til en politisk konstruktion, som eliten har besluttet sig for at indstifte på et bestemt tidspunkt i historien.[29] Nationalstaten byggede ikke på en elites ideologiske målsætning om at beherske afvigende minoriteter ved at påtvinge dem en monokultur for derved at kunne opretholde sin magt. Den byggede derimod, som Pittelkow skriver, ”på en befolkning, der gennem en længere historie havde udviklet vigtige fælles træk, og som var blevet stadig mere bevidst om at udgøre et folk eller en nation.”[30]

Liberale modernister, dekonstruktivister, multikulturalister og kosmopolitter har imidlertid gennem en ihærdig indsats fået mange til at tro, at nationalstaten i dag er under afvikling til fordel for andre former for suverænitet, selv om de seneste års mest omdebatterede emner har vist det modsatte. Det gælder f.eks. alliancen mellem nationalstater i forbindelse med militære interventioner i Afghanistan og Irak, den omfattende EU-skepsis i de europæiske befolkninger, de voldelige kampe for selvstyre og oprettelse af nationalstater uden mindretalsdominerede områder samt de nationale parlamenters regulering af indvandringen til Vesten.

Ifølge visse liberale bør nationalstaten endegyldigt vige for ”markedsstaten”, hvor forholdet mellem borger og stat har karakter af en frit indgået kontrakt, hvor staten skal levere velfærdsgoder for at modtage borgernes loyalitet. Men hvis statsborgerskab var en handelsvare, ville den nationale suverænitet hurtigt bryde sammen, akkurat som det er sket i de fejlslagne nationalstater. Som Scruton skarpt pointerer: Mennesker vil nemlig ikke risikere deres liv for at overholde kontrakter. Derfor bygger stærke nationalstater ikke på teoretiske kontrakter, men på en national loyalitet, som forstærkes i krisesituationer. Et vidnesbyrd herom er den store folkelige opbakning bag USAs ”krig mod terror”, der fulgte efter den 11. september 2001.

Andre liberale peger på, at nationalstaten bør vige for en overnational ”verdensregering”, der alene kan løse globale problemer, hvad enten de drejer sig om krænkelse af menneskerettigheder, miljøforurening, fattigdom, sygdom eller multinationale selskabers kapitalistiske amokløb. Men på det punkt tager liberale simpelthen ikke hensyn til menneskets natur, lyder det konservative modsvar. For enten er menneskers loyaliteter universelle og religiøse (men i så fald er en verdensregering uden demokratisk legitimitet), eller de er partikulære og territoriale – men så må loyaliteten komme til udfoldelse i nationalstaten.

Scruton lader The Need for Nations udmunde i en række forslag, der skal redde den nationale suverænitet. Hans forslag går bl.a. ud på at styrke de bilaterale aftaler mellem nationalstater på bekostning af transnational lovgivning. Institutioner som EU og FN er alligevel rene parasitter på de nationale loyaliteter i den forstand, at de gennemtvinger deres direktiver og forordninger via de nationale parlamenter, som alene nyder folkelig legitimitet.

Eftersom sammenhængskraft ikke kan skabes fra oven og kun nationalstaten kan sikre et stabilt retssamfund, konkluderer Scruton: ”Until sustained by a national idea […] the liberal state is, I believe, a solvent of unity and therefore contains the seeds of its own destruction.”[31]

Den nationale ide og statens enhed

Bedømt ud fra de aktuelle konservative forsvar for nationen og nationalstaten hos Scruton, Pittelkow og Huntington kommer vi til følgende opfattelse: Hvis vi ønsker at bevare den liberale stat, er det nødvendigt med en aktivistisk, interventionistisk politik, der fremmer den ønskværdige nationale kultur og støtter den nationale loyalitet, der sikrer den liberale jurisdiktion.

Det er imidlertid ikke direkte formulerede politiske og retslige principper, der binder folk sammen i et nationalt fællesskab. Det er snarere underforståede moralske og kulturelle værdier. Sittlichkeit er i Retsfilosofien (1820) Hegels betegnelse for det sociale og politiske fællesskabs skrevne såvel som uskrevne love og regler, den aldrig hvilende syntese af abstrakt ret og konkret moralitet.[32] Det afgørende for en konservativ højrehegelianer som Scruton er, at et liberaldemokratisk samfund ikke blot skal være retsligt, men tillige sædeligt integreret, hvis samhørigheden blandt borgerne og tilliden til det politiske system skal sikres. Det er meningen med hans normative ledetanke, at der bør være en gensidig afhængighed mellem politisk legitimitet og ikke-politisk samhørighed.

Den liberale statsteori definerer rettigheder og pligter abstrakt, universelt og neutralt. Den henviser ikke til historiske tilknytninger, hævdvundne forpligtelser eller partikulære kulturers forestillinger om det gode liv. For konservative er det præcist dette ”mere” i form af nationale tilknytninger, der bærer ethvert stabilt socialt fællesskab og legitimerer staten. Scrutons kritiske korrektiv til liberalismen udmunder derfor i følgende kompromis: ”To suppose that the national idea is somehow alien to the liberal state is to fail to percieve that our existence as political beings does not derive from the state, but from spheres of social loyalty, and that it is by means of such loyalty that the state persists.”[33]

Den nationale ide er nemlig ikke blot en forudgiven betingelse for territorialt forsvar, men også en kilde til tillid, frihed, velstand og fælles politiske løsninger. Med andre ord bør nationalstatens enhed funderes i det nationale kulturfællesskab.