Svar på spørgsmålet: Hvad er sammenhængskraft

Af Kasper Støvring, Trykt i antologien Den borgerlige orden (2008)

Sammenhængskraft er blevet et af tidens mange plusord, der ofte prædikes fra højeste sted. Vi kan høre to statsministre:

Jeg bruger ordet sammenhængskraft ligesom begrebet samhørighed – det kit der holder samfundet sammen. Det kan ikke reduceres til love og regler. Vi kan ikke sikre, at samfundet hænger sammen, hvis lovgivningen ikke bygger på nogle værdier, som folk kan genkende.

Sådan talte Poul Nyrup Rasmussen i Weekendavisen den 12. november 1999, og i sin grundlovstale i 2007 udtalte Anders Fogh Rasmussen:

Hvis vi skal opretholde den stærke sammenhængskraft, der er så væsentlig for Danmarks fremgang og stabilitet, er det nødvendigt, at vi også i fremtiden møder hinanden i det offentlige rum som mennesker og borgere i Danmark.

Fælles for landets øverste politikere, for meningsdannere, forskere og mange andre er en positiv forståelse af sammenhængskraft. Den skaber et sundt civilt samfund, som igen er afgørende for et vellykket demokrati; skønt politisk uenige kan borgerne finde sammen i et fælles forsvar for deres interesser og hævdvundne goder, som ellers kunne blive tilsidesat af staten og finde ringe støtte i juraen. Det gælder f.eks. ytringsfriheden, selv om det vil overraske mange.[1] Men sammenhængskraft kan tilsyneladende betyde 117 forskellige ting, der ikke nødvendigvis direkte har noget med demokrati eller civilsamfund at gøre. Socialister kupper ordet til at betyde noget med en retfærdig omfordeling af de materielle goder: Økonomisk udligning er den kraft, der forener borgerne. Radikale mener, at sammenhængskraft fortrinsvis har noget med jura at gøre: Statsligt garanterede rettigheder er her den kraft, der vil løse samfundets konflikter. Endelig mener liberalister, at sammenhængskraft findes på det frie marked: Ud fra en rationel egeninteresse vil borgerne finde sammen og være produktive. Kort sagt: med markedets eller statens hjælp vil forskellige mennesker forene sig i fred og fordragelighed.

                      Jeg skal imidlertid argumentere for, at sammenhængskraft hverken er politisk, retsligt eller økonomisk betinget, men derimod kulturelt betinget, og at kultur er en social orden, der primært bygger på uformelle normer. Sammenhængskraft er reciprocitet baseret på fælles normer og tillid, den er en social lim på godt og ondt. For sammenhængskraft er kun af det gode, hvis samfundet er det. Man kan jo sagtens forestille sig samfund med en stærk sammenhængskraft som f.eks. rockergrupper, fundamentalistiske religiøse menigheder, mafiøse netværk og visse lukkede familier.[2] I disse samfund er der tale om negativ sammenhængskraft, dvs. om en tillid blandt gruppens egne medlemmer, der modsvares af en mistillid, hvis ikke direkte fjendtlighed, over for det omgivende samfund. Disse samfund er efter min definition ikke gode. Det gode samfund er derimod et borgerligt samfund, der bygger på særlige positive kulturelle normer. Det er, kort sagt, et samfund som det danske med en høj grad af generel tillid, for tillid er dén væsentligste komponent i sammenhængskraften. Svaret på spørgsmålet om, hvad sammenhængskraft er, forudsætter derfor et begreb om borgerlighed og kultur, som jeg vil diskutere i en national, primært dansk sammenhæng.

Politisk integration

Det er fælles normer, der binder et samfund sammen. Men imens det er almindeligt at mene, at det er formelle normer, der forener – eller bør forene – borgerne i dette land, argumenterer jeg i stedet for, at det er uformelle normer. Uformelle normer skaber nemlig en stærk tillidskultur, hvorimod fokuseringen på formelle normer – som jeg i det følgende vil kalde politisk, modsat kulturel, integration – ligefrem risikerer at ødelægge denne tillidskultur. Derfor først lidt om, hvad sammenhængskraft ikke er.

Der findes nemlig en moderne strømning, der ønsker at svække den nationale kultur og i stedet bygge landet på rent politiske og juridiske normer, der især kommer til udtryk i statslige velfærdsordninger eller overstatslige systemer og konventioner. Imens den kulturelle strømning i hovedsagen er folkelig, er denne politiske strømning mere elitær og især repræsenteret af folk fra medierne, universiteterne og store dele af det politiske liv. Grundlæggende er der tale om to vidt forskellige bud på, hvilke normer der binder et samfund sammen. Hvordan opstår de forskellige normer, og hvad er deres kendetegn? Groft sagt findes der en formel og en uformel dannelse af normer.

                      Uformelle normer kalder jeg kulturelle; de er som regel opstået spontant og udviklet decentralt og har karakter af at være underforståede og uformulerede. Jeg skal vende tilbage til dem senere. Først vil jeg se på den formelle dannelse af normer, som er den, jeg kalder den politiske. Disse normer er ofte, men ikke altid, produkter af rationelle beslutninger. De er med andre ord blevet vedtaget efter en forudgående diskussion, hvor deres kvaliteter er blevet sammenlignet med alternative normer, som så er blevet forkastet. Denne normdannelse har tillige en hierarkisk kilde, der kan antage mange former. Lige fra en hinsidig, som Guds ord i Koranen eller tavlerne med de ti bud hugget ud i sten, til en mere jordbunden form som en virksomheds etiske regelsæt. Den autoritet, der kommer ovenfra, udmønter sig hyppigt i nedskrevne love, forfatninger, hellige tekster, konventioner eller bureaukratiske traktater og udvirkes i form af statslige og overstatslige reguleringer, ”social ingeniørkunst” eller andre forsøg på at styre fællesskaber fra oven.

Min pointe er selvfølgelig ikke, at denne slags topdown-modeller ikke medvirker til at skabe sammenhængskraft. Enhver kan sige sig selv, at statslige rets- og sikkerhedsgarantier er nødvendige (men ikke tilstrækkelige) betingelser; der er i den forstand et samspil mellem politik og kultur. Og dele af det, der i dag forekommer naturligt, blev i visse henseender oprindelig til i kraft af initiativer fra oven, f.eks. homogeniseringen af sproget, ligesom institutioners eksplicitte normer kan internaliseres og dermed virke tilbage på aktørerne som ”naturlige”.[3] Min pointe er, at det i langt overvejende grad er i kulturen, at sammenhængskraften skabes, og at den politiske orden kun virker optimalt på grund af en stærk kultur. Selvfølgelig kan staten bruges offensivt til at fremme sammenhængskraften. Men da sker det hyppigt ad negativ vej, f.eks. ved at føre en restriktiv indvandrings- og integrationspolitik: Med politiske midler kan man bevare betingelserne for sammenhængskraften, ikke skabe den. Et udsagn fra forfatteren Alexis de Tocquevilles studier af det amerikanske demokrati er i den forbindelse lærerigt: ”Alt for stor betydning tillægges lovgivning, alt for lidt tillægges sædvaner”, hvormed der menes praktiske erfaringer, kulturelle vaner og holdninger.[4] Politisk pædagogik, offentlig moralisme, retttighedsliberalisme, cost/benefit-analyser og nyttekalkuler er ude af stand til at forklare og fremkalde sådan noget som individers engagement i fælles anliggender og de kærligheds- og pligtbånd til familie, venner, nation og andre fællesskaber, der er karakteriseret ved en stærk sammenhængskraft.

At politiske midler ikke kan skabe sammenhængskraft og fremkalde et borgerligt engagement har igen konsekvens for lovgivningen. For hvordan bliver borgerne lovlydige? Det er jo ikke nok at nedskrive loven, den skal også efterleves, og folk skal være villige til at gøre deres pligt og bakke op om hinandens rettigheder. Min yderligere – afgørende – pointe er, at det især er fra den politiske orden, at truslen mod den nationale tillidskultur kommer. Jeg skal om lidt komme nærmere ind på de forskellige varianter af denne trussel.

Som historien skrider frem og samfundet moderniseres, er der en tendens til, at normer i højere grad bliver til ovenfra og ned. Denne proces, der kaldes rationalisering eller bureaukratisering, vendingen fra status til kontrakt, fra Gemeinschaft til Gesellschaft, fjerner autoriteten fra den hinsidige guddom til den lovgivende magt: regeringen. Den primære kilde til social orden bliver altså den formelle, juridiske autoritet, der er grundet i staten. Men uskrevne regler og uformelle normer gør sig selvfølgelig stadig gældende, f.eks. i relationer mellem kønnene på skoler og arbejdspladser.

                      Et af de mest markante udslag af den elitære, politiske strømnings forsøg på at binde samfundet sammen ved hjælp af formelle normer er forfatningspatriotismen og den konstante betoning af demokratiets principper – ”demokratisme” kunne man kalde det med et lån fra Søren Krarup. Deraf kommer lanceringen af sådan noget som en ”demokratikanon”, der i 2006 blev opstillet af historikeren Ove Korsgaard som et alternativ til den nationale kulturkanon, der blev præsenteret af kulturminister Brian Mikkelsen året før.[5] Thi, siger demokratismens fortalere, i et moderne multikulturelt samfund hverken kan eller skal borgerne forenes om en særlig national kultur. De skal derimod være fælles om den overordnede styreform: Demokratiet forstået som en ren politisk ordning baseret på almene værdier som tolerance, frihed og lighed. Det benægtes naturligvis, at demokratiet forudsætter en særlig national kultur for at kunne slå rod. Ove Korsgaard er blot én i rækken af adskillige akademikere, meningsdannere og politikere, der ønsker at afmontere den nationale kultur som en væsentlig, også politisk, faktor. Lad os se lidt nærmere på denne ”post-nationale” teori, der med størst intellektuel gennemslagskraft er blevet fremført af den venstreliberale filosof Jürgen Habermas.[6]

                      Ifølge den post-nationale teori giver det ikke længere mening at tale om en national identitet forstået som noget, der så at sige er givet på forhånd, og som bestemmer vores identitet også som borgere i en liberal stat. Fortalerne for den post-nationale teori ønsker netop, at borgerne skal være bevidst selektive i deres valg af tilhørsforhold. Ethvert tilhørsforhold lader sig rationelt forsvare, eller gendrive, ved hjælp af kritiske argumenter. Tilhørsforhold er fritvalgte, ja, nogle vil endda sige, at de er frit konstruerede. Hvad man nu bør knytte an til og identificere sig med i et liberalt demokrati er følgelig ikke det, man kunne kalde den romantiske kulturnation. Altså fællesskabet om sprog, historie, hjemland, religion, folkelige sæder og skikke og de kunstværker, der f.eks. kanoniseres i kulturkanonen. Nej, man bør i stedet knytte an til den politiske orden, forfatningens og retsstatens principper: Statsborgernationen. Fortalerne for den post-nationale teori tager i realiteten afsked med ideen om den konkrete nation som noget særligt, noget partikulært. Hvad der skal træde i stedet, er de universelle og abstrakte ideer om demokrati og menneskerettigheder.

                      Det kendetegnende for statsborgeren i Habermas’ udlægning er derfor villigheden til at relativere sine egne legitime krav i forhold til andre borgeres krav, der anses som lige berettigede. Som gode demokrater må borgerne tilstede fremmede individer de samme rettigheder, som de selv nyder. Dette udelukker, at et førpolitisk kulturfællesskab – nationen – får direkte politisk indflydelse. Den etniske eller historiske kulturnation hævdes jo ofte at rumme en iboende kollektiv værdi, der ikke sådan uden videre står til forhandling. Så hvis vi ikke fastholder skellet mellem den kulturelle og politiske orden, mellem nation og stat, mellem etnos og demos, vil det i værste fald udmunde i etnisk udrensning – lyder det fra demokratismens bekymrede vogtere af samvittigheden.

                      I takt med at samfundet moderniseres, vinder den politiske strømning altså i højere grad indpas. Den vil netop skabe et samfund på grundlag af rettigheder og pligter, der defineres abstrakt, universelt og neutralt. Staten skal heller ikke legitimere sig ud fra historiske tilknytninger, hævdvundne forpligtelser eller særlige kulturelle forestillinger om det gode liv. Den eneste moralsk legitime legalitet er den universalistiske. Tilsvarende er der en ren teknisk, instrumentel tilgang til bestræbelsen på at binde samfundet sammen. Man behøver ikke at forholde sig til det, der for et politisk blik fremstår som et mudret, uhåndterligt begreb om kulturel samhørighed. At være integreret bliver derfor også blot et spørgsmål om, at man overholder de gældende love. Det er med andre ord ligegyldigt, hvilke motiver og hvilket sindelag der ligger bag, og ikke mindst er det ligegyldigt, om statsborgerne forbinder noget værdifuldt med deres lands kultur. Tager vi Danmark som eksempel, kan borgerne inden for lovens rammer have deciderede anti-nationale loyaliteter. De kan nære sympati for irakiske oprøreres drab på danske soldater eller ønske en fatwa udstedt af muslimske lærde fra Mellemøsten, når det danske retssystem går dem imod i sager om bl.a. ytringsfrihed. Ligesom de kan have syn på forhold som religionsfrihed, minoritetsrettigheder eller kvinders ligestilling, der strider imod det traditionelle danske syn – og stadig betragtes som fuldt integrerede i det danske samfund.

Politisk integration er altså et moderne, elitært fænomen karakteriseret ved top-down-styring og en stærk adskillelse af etnos og demos, hvor den absolutte forrang gives til den sidste: statsborgernationen og forfatningspatriotismen bliver dens officielle udtryk. Jeg vil i det følgende afsnit give tre eksempler på forskellige udformninger af politisk integration: velfærdsstaten, EU og – i tilspidset form – den totalitære stat.

Eksempler på politisk integration

Når de politiske strømninger ønsker at erstatte det kulturelle fundament for det sociale fællesskab med rationelle måder at organisere på, kan det enten skyldes en overbevisning om, at sammenhængskraft er irrelevant for skabelsen af et godt samfund, eller at sammenhængskraften er svag eller simpelt hen ikke-eksisterende (som i lavtillidskulturer i f.eks. Sydeuropa, Mellemøsten og Afrika). For selv i fravær af sammenhængskraft, dvs. udbredt tillid, er det muligt at binde samfundet sammen på en relativ stabil måde gennem anvendelse af formelle mekanismer som kontrakter, forfatninger og retsinstanser. Det behøver dog heller ikke at være fravær af tillid eller en tro på, at tillid er irrelevant, der gør, at mange anbefaler en ren politisk organisering af samfundet. Kultur ses nemlig hyppigt som noget rigidt, der virker ekskluderende og dermed skaber mistillid, imens politiske initiativer omvendt ses som tillidsskabende. Her plejer man ofte at henvise til de statslige institutioners kvalitet.

De lande med den højeste grad af sammenhængskraft er især de nordiske velfærdsstater: Velfærdsstaten skaber tilsyneladende en stærk tillidskultur ved hjælp af uddannelse og omfordeling. Lighed = tillid, hedder ligningen. Tilsvarende kan staten skabe de rigtige rammer for opbygning af sammenhængskraft, f.eks. via de institutioner, der holder korruption og lovovertrædelser nede. Argumentet går desuden på karakteren af de statsinstitutioner, der er ansvarlige for implementeringen af love og politikker: Jo mere universelle og upartiske, de er, jo mere tillid produceres. Men denne model synes at have et kausalitetsproblem. Spørgsmålet er nemlig, om ikke en allerede eksisterende beholdning af tillid i kulturen muliggør velfærdsstatens fortsatte overlevelse. Ikke omvendt. Således er det snarere velfærdsstaten, der mister legitimitet i og med, at samfundet mere og mere splittes op i multikulturer, og sammenhængskraften svinder.[7]

Der findes en anden trussel mod sammenhængskraften, der også følger af bestræbelsen på at styre fællesskaber fra oven. Det gælder et af de vægtigste forsøg på at bygge et rent politisk fællesskab i nyere tid: Den Europæiske Union. Det ofte påpegede demokratiske underskud i EU kommer af selve den bærende idé, at jurisdiktionen strækkes ud over nationalstaternes grænser. Det fører uundgåelig til et forfald i ansvarligheden, fordi den regerende elite vanskelig kan holdes ansvarlig af folket. I transnationale jurisdiktioner som EU og FN er der derfor en mere udbredt korruption end i velfungerende nationalstater (hvor det er lettere af afsætte magthaverne), hvilket selvsagt genererer massiv folkelig mistillid. Når det europæiske unionsprojekt er slået fejl i en folkelig forstand, skyldes det, at det nationale fællesskab til forskel fra EU netop er et kulturelt erfarings- og værdifællesskab. Imens det levende nationale fællesskab i høj grad er spontant fremvokset, så viser EU-projektet, at sammenhængskraft ikke kan konstrueres af en elite fra oven ved hjælp af nok så velmente politiske initiativer. Det rene politiske system er et abstrakt system, hvor retten er defineret rent formelt; dette system giver intet konkret svar på, hvordan man integrerer borgerne i et stabilt fællesskab. Rettigheder udgør blot en generel ramme, som ikke kan bruges til at styre et samfund, dvs. lave love, der på legitim måde griber ind i borgernes liv. Det kan kun den demokratiske retsstat, nationalstaten med dens kulturelle sammenhængskraft.

                      I et interessant kapitel i politologerne Gunnar Svendsen og Gert Svendsens bog Social kapital (2006) analyseres to cases vedrørende tillid i Polen og i Danmark. Denne analyse peger på det prekære forhold mellem statsinstitutioner og kultur, mellem politik og civilsamfund, og den viser på en skærpet måde, hvad man skal frygte, hvis tillidskulturen skal bestå: den overdrevne tro på politisk styring, som især præger den totalitære stat. I både Polen og Danmark var der stærke andelsbevægelser, der fra midten af 1800-tallet voksede op nedefra som frivillige, lokale og regionale landbrugerinitiativer vendt mod de storindustrielle ringe og truster (dvs. konkurrenceforvridende grupper af virksomheder, der kontrollerer prisdannelsen). Frem til 1948 var der lige stor brobyggende social kapital i de to lande, skriver forfatterne, hvilket inkluderer åbne samarbejdsrelationer uden tredje parts indgriben, f.eks. advokater eller statslige myndigheder. Hvad angår sammenhængskraften, igen målt i det høje niveau af tillid, havde de to lande altså været ens indtil 1948, hvor Polen fik et kommunistisk regime. For Polens vedkommende skete der herefter en afgørende policy feedback-effekt på andelsorganiseringen, nemlig indførelsen af en socialistisk planøkonomi, der på mangfoldige måder radikalt greb ind i samfundet. Det ledte til de berygtede tvangskollektiviseringer og økonomiske repressalier rettet mod især de private landbrugere. I en autoritær stat fungerer de frivillige kooperativer ligesom kirken som midler til at mobilisere den politiske opposition. De udgjorde derfor en trussel for det kommunistiske regime, der forsøgte at dæmme op for oppositionen ved at begrænse disse ikke-statslige aktører. Regimet intervenerede bevidst i samfundet og ødelagde dermed den værdifulde beholdning af social kapital i den frivillige sektor. Den blev som bekendt erstattet med udbredt mistillid, bureaukratisk vilkårlighed og dyb statsafhængighed.

Kulturel integration

I det foregående har jeg forudsat et vist kendskab til det begreb om sammenhængskraft, som efter min mening positivt kendetegner den danske nation, der – af samme grund – har en stærk borgerlig kultur. Men jeg mangler endnu at svare mere præcist på mit spørgsmål: hvad er sammenhængskraft?

Socialister, radikale og liberalister siger alle noget mere eller mindre vigtigt om sammenhængskraft, når de henholdsvis betoner de fordelingspolitiske, retslige og markedsøkonomiske aspekter. Men de begår alle den fejl, at de ser bort fra de kulturelle betingelser for sammenhængskraft, om det så sker på grund af uvidenhed eller ønsketænkning (ideologiske blokeringer). Tilsvarende har kulturen været et forsømt område i den nyere forskning.[8] Inden for de seneste år har især Robert D. Putnam gennemført en banebrydende forskning af sammenhængskraft (social kapital) i sine to hovedværker Making Democracy Work (1993) og Bowling Alone (2000). Her findes et fuldt udfoldet fokus på netværk, normer og tillid i den amerikanske befolkning. Ifølge Putnam skyldes tillid et civilt engagement udtrykt statistisk i medlemskab af frivillige foreninger. Men det kulturelle perspektiv mangler; selv i kredse, der forsker i social kapital, er denne mangel påfaldende.[9]

At Danmark er et land med en stærk sammenhængskraft vil som sagt sige, at landet bygger på en stærk tillidskultur. Tilliden består i tætte sociale relationer, der fremmer samarbejde om fælles mål. Denne tillidskultur er baseret på uformelle normer for gensidighed, ærlighed og pålidelighed, og den er med til at gøre danskerne til et af verdens mest tilfredse og velstående folk, som Ralf Pittelkow og Karen Jespersen har skrevet om i De lykkelige danskere (2005). At danske borgere på verdensplan ikke blot nærer en meget høj grad af tillid til deres nærmeste, men også generel tillid til fremmede og til de statslige institutioner, dokumenteres gang på gang i internationale spørgeundersøgelser om værdier som f.eks. de såkaldte World Values Surveys og So-Cap-projekter. Den høje grad af tillid måles også statistisk på danskernes aktive foreningsliv og politiske deltagelse samt på den lave grad af sociale dysfunktioner som kriminalitet, sagsanlæg, nepotisme og korruption. Samtidig er danskerne et relativt kulturelt homogent folk, som påvist af bl.a. demografen Hans Kornø Rasmussen (der ligefrem taler om ”den danske stamme”), med en positiv nationalfølelse: Den kulturelle integration af borgerne skaber en stærk medborgerlig samhørighed og vidtstrakt tillid mellem borgere og stat. Denne intime forbindelse mellem sammenhængskraft og tilhørsforhold til en nation forstået om et historisk fremvokset kulturfællesskab, er også et hidtil underbelyst felt, som dog er ved at vinde indpas i forskningen og samfundsdebatten.[10]

                      Når begrebet sammenhængskraft er så vanskelig at forstå og derfor kan bruges (og misbruges) i mange forskellige sammenhænge, skyldes det, at vi har at gøre med et kompleks af ubevidste antagelser, uskrevne regler, spontant traderede moralske værdier, underforstået kommunikation (f.eks. ironi og satire), uoverlagte handlinger og uformuleret viden, der alt sammen har karakter af en art sedimentær dannelse. Vi har kort sagt at gøre med uformelle normer, der er stærke i et tæt folkeligt fællesskab som det danske. Disse delte normer gør det lettere for fællesskabets medlemmer at samarbejde. Hvis man forventer, at andre som hovedregel vil opføre sig pålideligt og ærligt, så vil medlemmerne af fællesskabet efterhånden begynde at stole på hinanden. Tillid vokser frem og samværet bliver mere gnidningsfrit. Filosoffen Francis Fukuyama har skrevet om sammenhængskraft – som han også kalder social kapital – i bøgerne The Great Disruption (1999) og Trust (1995), hvor det om tillid hedder:

Tillid er den forventning, som opstår i et samfund, der er præget af regelmæssig, ærlig og samarbejdende adfærd, og som forudsætter, at samfundets medlemmer deler fælles normer. Disse normer kan vedrøre dybe værdimæssige spørgsmål om f.eks. Guds eller retfærdighedens væsen, men de omfatter også sekulære normer som faglige standarder og adfærdsregler […] Social kapital er en kvalitet [capability], der opstår ud af en udbredt tillid i et samfund eller i visse dele af det. Den kan være inkarneret i den mindste og mest grundlæggende sociale gruppe, familien, såvel som i den største af alle grupper, nationen, og i alle de andre mellemliggende grupper. Social kapital adskiller sig fra andre former for menneskelig kapital, for så vidt som den sædvanligvis er skabt og videregivet gennem kulturelle mekanismer som religion, tradition eller historiske sædvaner.[11]

For at rekapitulere: I en tillidskultur deler folk moralske værdier, ligesom sammenhængskraft er tilstede i sociale relationer, der primært består i samarbejde om fælles mål. Sammenhængskraft er derfor netværksbaseret. De uformelle, kulturelle normer, der fremmer sammenhængskraften, inkluderer dyder som ærlighed, pålidelighed og i det hele taget gensidighed: at man hjælper hinanden.

                      Den uformelle dannelse af normer sker, til forskel fra den formelle, på en måde, man kunne kalde spontan. Det er altså den normdannelse, jeg kalder den kulturelle. De uformelle normer er kendetegnet ved ikke at være nedskrevne; de har etableret sig med tiden og er således gået i arv. Uformelle normer har derfor heller ikke nogen rationel oprindelse. Blandt de spontant frembragte normer hører traditionelle normer (”måden, vi plejer at gøre det på hos os”), men også de normer, der bestemmer vores adfærd på et marked og i nogen grad common law. Skellet mellem en uformel, spontan orden og en formel, hierarkisk kan altså være flydende som i England, hvor common law anerkendes som et bindende lovkompleks af de formelle domstole. Alle disse typer normer udvikles ydermere decentralt og gennem trial and error. Det er disse uformelle og spontant opståede normer, der medvirker til at skabe en stærk tillidskultur. F.eks. indlæres generel tillid hos børn på et tidligt tidspunkt af forældrene; familien er en overordentlig vigtig normbærer. Overleveringen af tillid har i det hele taget dybe rødder, og i familien kan den hyppigt spores tilbage til bedsteforældrene og i mange tilfælde endnu længere.[12] Selv om det strider imod mange moderne menneskers opfattelse, fører rationelle diskussioner langt fra altid til beslutninger, der tjener borgernes egentlige interesser. Derimod kan traditionelle normer ofte vise sig at være aldeles gavnlige, som når religiøse normer medvirker til at skabe en social orden byggende på tillid og økonomisk velstand. Det har været tilfældet med den protestantiske etik her til lands, som jeg skal omtale senere.

Det siger sig selv, at mennesker som regel ikke er bevidste om normer, der har et spontant ophav. Af den grund kan det være nyttigt at være langt mere opmærksom på disse normers mange fordele, også for at bevare dem og inddæmme den strømning, der vil forkaste kulturen som grundlaget for det gode samfund. Især økonomer har undersøgt, hvordan normer opstår på en spontan og decentraliseret måde.[13] Det er jo heller ikke så underligt, eftersom økonomi kredser om markedet, der er et typisk eksempel på spontan orden. Det er selvfølgelig primært – men ikke kun – med henblik på produktiviteten, at økonomer har oparbejdet særlige indsigter i fælles uformelle normer for adfærd, der gør et frugtbart samarbejde muligt. En af disse indsigter er, at vi i vores daglige liv ikke konstant kan foretage rationelle beslutninger. Gjorde vi det, ville vores adfærd også blive uforudsigelig, og vi ville blive paralyserede. Faktisk er det rationelt (i betydningen den fornuftigste, bedste løsning i modsætning til det bevidst kalkulerende) at handle ud fra forenklede adfærdsregler, der ligger på rygraden, eftersom det at tage beslutninger kan være kostbart og ofte kræve informationer, der ikke altid er for hånden. Spontant opståede uformelle normer er vigtige for at minimere det, økonomer kalder transaktionsomkostninger. Det er omkostninger ved monitorering, retskendelser, indgåelse af overenskomster og håndhævelse af formelle aftaler. Hvis vi f.eks. ikke havde normer, der gjorde, at vi uden videre respekterede ejendomsretten, ville vi være nødt til at forhandle ejerskabsregler fra sag til sag. Når folk stoler på hinanden, og der er lav risiko for snyd og free-riding, har borgere derimod let ved at samarbejde uden indblanding af en tredjepart, f.eks. offentlige myndigheder, advokater eller en mafia, der skal håndhæve de indgåede kontrakter.

                      Kort sagt bliver sammenhængskraft hele tiden spontant til, når mennesker lever deres almindelige liv. I den danske tillidskultur er underforståede normer, der kommer til udtryk i vendinger som ”et ord er et ord”, almindelige. Denne tillid går på tværs af sociale skel, og historisk skyldes den de mange civile bevægelser siden 1800. Disse bevægelser har medvirket til at skabe en samarbejdskapital, der kan være vanskelig at få greb om. Ikke desto mindre har den meget håndgribelige effekter i form af bl.a. høj velstand. Især andels- og idrætsbevægelserne i det nittende og tyvende århundrede – hvor folk fandt sammen i frivilligt organiseret arbejde omkring erhverv og opbygning af sportshaller – har spillet en stor rolle i Danmark.

Overordnet bliver uformelle normer skabt, når mennesker over en længere periode lever med hinanden i forbundne fællesskaber, hvor vedvarende samarbejde belønnes. Så udvikler de nemlig en interesse i at pleje deres omdømme og i at føre tilsyn med, om andre bryder fællesskabets regler (og i at straffe dem, hvis de gør). En af de helt store gevinster ved sammenhængskraft er, at den opretholder en spontan orden, hvor det ikke er nødvendigt at anvende formelle mekanismer til at organisere fællesskabet. Som nævnt kan det være retssystemer, befalende hierarkier, forfatninger og kontrakter, hvis håndhævelse kræver instanser, der ofte er både dyre, rigide og virker ved tvang.

Nu er selvorganisering og -forvaltning jo modeord blandt IT-guruer, virksomhedsledere, handelsskolefolk og venstreorienterede anarkister. Men man glemmer ofte, at også spontan orden kun opstår under særlige betingelser, som Francis Fukuyama har opregnet nogle af i The Great Disruption. Én betingelse er størrelsen af gruppen. Jo større gruppe, jo flere gratister (free-riders), fordi det bliver vanskeligere at holde øje med medlemmernes adfærd og knytte hvert enkelt medlem sammen med et bestemt renommé (er han eller hun ærlig, pålidelig, osv.). En anden betingelse for spontan orden er klare grænser for medlemskab af gruppen. Hvis individer kan indtræde og udtræde af gruppen, som de har lyst, eller hvis det ikke står klart, hvem der er medlem, så vil individer være mindre motiverede for at bekymre sig om deres omdømme. Af den grund er sammenhængskraften svagere i områder med flygtige relationer mellem individer. Det gælder f.eks. områder omkring banegårde, der ofte er hærget af tyveri, hærværk og overfald. Den tredje og måske vigtigste betingelse er de forudgående normer, der giver gruppen en fælles kultur præget af sammmenhold og samarbejde. En kultur rummer ikke kun et fælles ordforråd, men også et fælles forråd af talemåder, gestik, ansigtsudtryk og vanepræget adfærd, der også fungerer som hensigtssignaler. Fordi vi er fortrolige med vores egen kultur, er vi også bedre i stand til at skelne mellem dem, der vil hjælpe og dem, der vil snyde. Kulturen videregiver desuden nogle regler for adfærd, der gør individers handlinger mere forudsigelige.

                      Af samme grund er normer for gensidighed meget svære at skabe på tværs af kulturelle grænser. Et blik på det danske samfund synes at bekræfte, at sammenhængskraft vanskeligt kan opstå mellem etniske og religiøse grupper. Muhammedkrisens efterdønninger har i hvert fald afsløret en dyb mistillid mellem danskere og de muslimske grupper, der ikke er loyale over for nationen, men i stedet bekender sig til den tværnationale religiøse menighed. Og tilliden mellem etniske grupper? Måske består et af vor tids sidste tabuer deri, at sammenhængskraft kan forudsætte etnisk forbundethed, altså at man tilhører samme slægt (udlændinge integreres først, når de bliver medlemmer af danske familier). Det har i al fald i historisk perspektiv været betingelsen for freden og tolerancen i de etnisk og religiøst – og det vil sige kulturelt – homogene lande i skandinavien.[14] Det normale og politisk korrekte er stadig at opfatte sammenhængskraft som noget, der ikke har med kultur at gøre. På den måde kan man hævde, at integrationen blot er slået fejl på grund af dårlig uddannelse, diskrimination samt manglende incitamenter til at indtræde på arbejdsmarkedet som følge af velfærdsydelserne.

                      Jeg vil altså mene, at sammenhængskraft primært bliver til på grund af en kulturel og ikke en politisk integration. Kultur er dog et komplekst og relativt uudforsket område i forbindelse med selvorganisering og den spontane, uformelle normdannelse, der skaber sammenhængskraft. Sikkert er det imidlertid, at der skal være særlige betingelser tilstede, og at multikulturalisme hæmmer sammenhængskraft. Dén synes at trives bedst, hvor der hersker kulturel homogenitet og en national samhørighed – som i Danmark. Hvad er da karakteren af den danske nationalkultur?

Den danske nationalkultur

Uformelle normer præger det civile samfund, og ud fra en borgerlig betragtning er det heller ikke staten eller markedet alene, men civilsamfundet, der tilvejebringer den bedste ansvarsfordeling og samordner pligter og rettigheder på en måde, der skaber en stærk sammenhængskraft. Samfundet risikerer at blive sprængt i atomer uden det, sociologer kalder medierende eller formidlende strukturer i civilsamfundet som naboskaber, familier, frivillige foreninger og kirker.[15] Værdien af denne civile orden kan måske bedst konkretiseres med Danmark som eksempel. Danskerne er et folk, der er dybt forankret i en national kultur; de har i generationer levet sammen på bestemte måder på et bestemt territorium og inden for rammerne af den samme stat. Den fælles historie har præget borgerne med nogle samlende moralske værdier, sociale erfaringer og indforståede kommunikationsformer, og denne fælles kultur har fremmet en loyalitet, der er grundlaget for det liberale medborgerskab. Det bevaringsværdige ved den danske nationale loyalitet består ydermere i, at den ikke er totalitær, abstrakt og politisk dikteret, som f.eks. den tidlige tyske nationalisme og den franske. At de gensidige bånd mellem danskerne har været civile i deres form har skabt fundamentet for et utvungent fællesskabsliv, der i høj grad har karakter af at være uformelt og ikke-selvhævdende. I Danmark er dette borgerlige engagement historisk kommet til udtryk i et velorganiseret og selvbevidst folkeligt fællesskab. Det har bl.a. været centreret omkring andels-, idræts-, husmands-, bonde- og arbejderbevægelserne, det grundtvigske højskoleliv samt frikirke- og friskolelivet.

Borgernes indflydelse på staten er også tydelig i Danmark. I en nationalstat som den danske er de politiske og retslige institutioner forankret i nationens kulturelle enhed. Som Ralf Pittelkow skriver i Forsvar for nationalstaten har institutionerne i vidt omfang en særlig national mentalitet, implicitte normer og uskrevne regler. Derfor oplever borgerne, at institutionerne så at sige er udtryk for dem selv og deres værdier: De er ”vores” institutioner. Det skaber en frugtbar grobund for borgernes villighed til at adlyde love og acceptere beslutninger, der ikke umiddelbart er i deres egen eller deres nærmestes interesse.

                      Hvad så med den tidligere nævnte bekymring for, at en stærk nationalfølelse bygger på chauvinisme og i værste fald leder til etnisk udrensning? Bekymringen er let at afvise. Den stærkeste type retsstat er netop en stat, der er solidt forankret i en nation; først nationalstaten har effektivt været i stand til at implementere abstrakte menneskerettigheder som konkrete borgerrettigheder. Historien viser dens berettigelse. Men skal den demokratiske stat give lige anerkendelse til den mangfoldighed af kulturer, der befinder sig inden for dens grænser, uanset disse kulturers iboende værdi, deres karakter og præstationer? Hvis vi relativerer landets traditionelle kernekultur og alene bekender os til en forfatning, risikerer vi så ikke at reducere de demokratiske idealer om lighed og frihed til lige netop dét, altså tomme idealer? Som blotte abstraktioner har de næppe kraft til at sikre statens stabilitet og borgernes følelse af samhørighed – sammenhængskraften, med andre ord. I krisesituationer kan det komme for en dag. F.eks. under økologiske eller økonomiske kriser eller når ytringsfriheden for alvor kommer under pres eller under terrorangreb.

Man skal igen huske på, at en demokratisk orden kun er formel. Den kan derfor vanskeligt tilfredstille folks følelsesmæssige behov for at høre til et substantielt fællesskab, en folkelig kulturnation. Borgerne må også have følelser over for staten, fornuft er ikke nok, hvilket det i folkelig forstand fejlslagne EU-projekt endnu en gang leverer erfaringsbevis på, jf. den manglende opbakning og kendskab til forfatningen, symbolikken og endda parlamentarikerne. En nation giver faktisk mulighed for en reel positiv anknytning, altså præcis det, som de post-nationale teorier mangler. Den nationale kultur, med dens flag, hellig- og mærkedage og sange, er virkelig i modsætning til en generel forfatningstekst.

Vi må altså besinde os på følgende: Det er hverken muligt eller tilrådeligt at konstruere fællesfølelse fra oven. Et levedygtigt fællesskab er båret af en lang tradition og baserer sig på håndgribelige og nære ting som et moders-mål og tilknytning til et fædre-land. Principper alene holder ikke sammen på staten og folket. Her står vi ved den vel nok væsentligste indvending mod den post-nationale teori: Et demokrati svæver ikke i luften. Det må være forankret i en kultur med fælles normer. I et frit, borgerligt samfund må der eksistere indre moralske bånd imellem borgerne. Kun på den måde kan de acceptere, at der er grænser for deres frihed, at den enes ret er den andens pligt. Demokratiet er med andre ord afhængigt af en kultur, som demokratiet ikke selv har skabt og ikke selv kan skabe, men tværtimod tærer på som en ressource.[16] Det sker, når borgerne påbydes at relativere deres egen nationale kultur i mødet med andre kulturer, at give fremmede samme rettigheder og i det hele taget gøre deres pligt og tolerere det, de ikke bryder sig om.

Historisk kunne de frie samfund også kun opstå, fordi der fandtes borgere, der endnu var bundet sammen i en fælles kultur, hvor ikke mindst religionen spillede en stor betydning. Man kan tænke på de puritanske fællesskaber, der slog sig ned i New England og grundlagde verdens første og stærkeste demokrati, det amerikanske. De liberale demokratier er nemlig ikke selvbærende og har i grunden aldrig har været det. Forud for deres grundlæggelse fandtes individer, der var bundet sammen i et stabilt religiøst fællesskabsliv, der udsprang af præ-moderne og ikke-liberale traditioner som de protestantiske. Dette var overhovedet noget, som blev forudsat af de amerikanske forfatningsfædre.[17] Det understreger blot pointen, at det er uformelle normer, der binder borgerne sammen og motiverer dem til at arbejde sammen om det fælles bedste.

Den borgerlige kultur

Det er afgørende at bevare den etablerede fælles nationale kultur og integrere borgerne i denne kultur. For det er betingelsen for at bevare de vundne liberale og sociale goder, hvad enten disse goder er de personlige friheder, de demokratiske rettigheder eller den materielle velstand. Og som jeg har forsøgt at vise, er den danske kultur netop karakteriseret ved et stærkt civilsamfund, og den er præget af en fælles historie og folkelige fællesskaber samt en nærhed til staten. Demokratiet er simpelthen solidt kulturelt forankret i denne nationalkultur. Men problemet er jo, at der ikke er enighed om, at bevaringen af sammenhængskraften forudsætter kulturel integration. Det kommer frem i diskussionen om, hvor vidt indvandrere skal kende landets kernekultur og ”føle sig danske” for at få statsborgerskab. Modstanderne af den såkaldte prøve i indfødsret begrunder det at være dansk rent formelt. Man skal overholde lovene og anerkende de demokratiske principper samt frihedsrettighederne. Her har de på det teoretiske og retoriske plan en stor fordel. For det er meget svært at sætte nationalfølelsen på begreb, fordi den netop ofte er uformuleret, underforstået og ubevidst. Det tilsvarende gælder de uformelle normer, der er afgørende for etableringen af en borgerlig kultur. Men modstanderne har intet historisk belæg for deres synspunkt. For erfaringer viser, at stabile borgerlige samfund med en stærk sammenhængskraft bygger på national samhørighed, og nationalitet er netop et resultat af en kulturel integration.

                      Udfordringen er derfor at bringe de uformelle normer på begreb og konkretisere de verdensopfattelser, værdier, dyder og adfærdsmønstre, der præger den borgerlige, demokrati-fremmende kultur. Nedenstående liste – der er baseret på arbejde af forskere som Lawrence Harrison, Samuel P. Huntington, Ronald Inglehart, Francis Fukuyama, Alexis de Tocqueville, James W. Fox, Ralf Pittelkow og Peter Gundelach – gør ikke fordring på at være udtømmende, men at være central. Listens elementer er heller ikke specifikt danske, men udpræget danske. Visse elementer kan også være universelle, men kombinationen er unik for ikke blot den danske, men den vestlige kultur. De fleste elementer kan ses som en arv fra oplysningstiden, men er i lige så høj grad en græsk-romersk-kristen arv. Endelig har jeg hverken rangordnet eller sikret mig imod visse overlap.

Verdens- og menneskeopfattelse:

• Religionen understøtter fornuften, er pragmatisk, belønner arbejdsomhed, fremmer materiel stræben og fokuserer på denne verden i modsætning til utopisme.
• Skæbnen kan påvirkes i en bedre retning.
• Forholdet til tiden er baseret på kontinuitet; man lærer af fortiden og fokuserer på fremtiden, hvilket fremmer planlægning og behovsudsættelse.
• Velstand er frembragt af menneskers kreativitet, og den kan vokse i modsætning til nul-sums-opfattelsen.
• Viden er konkret og kan verificeres, kendsgerninger betyder noget.
• Antropologisk realisme: Mennesket er fejlbarligt.

Værdier og dyder:

• Det etiske kodeks er strengt defineret inden for realistiske normer, hvilket skaber tillid.
• De almindelige dyder består i at gøre sig umage, i ordenssans, høflighed, punktlighed, ærlighed, pålidelighed (”et ord er et ord”) og gensidighed.
• Uddannelse fremmer selvbestemmelse og kreativitet; tillader heterodoksi, dissens samt uafhængig og kritisk tænkning.

Økonomisk adfærd:

• Præstationstrang: man lever for at arbejde, ikke omvendt.
• Mådehold og sparsommelighed (”man skal yde, før man kan nyde”), er samtidig betingelsen for investeringer.
• Virkelyst, opfindsomhed; konkurrence fører til fortræffelighed.
• Forfremmelse sker efter fortjeneste.

Social adfærd:

• Lav grad af korruption, svindel og nepotisme.
• Tillid til og ansvarlighed over for fremmede.
• Stærkt civilsamfund og aktivt foreningsliv.
• Deltagelse i offentlige anliggender.
• Magten er spredt, ”checks and balances”; konsensus; pluralisme; eliten står til ansvar for befolkningen.
• Sekularisering.
• Personlig skyld og ansvar.
• Almen liberal holdning og adfærd som ligestilling, frie ytringer, respekt for ejendom og anerkendelse af minoriteter.
• Børn opdrages og forsørges af familien.

Disse borgerlige kulturforhold præger generelt alle nationer inden for den vestlige civilisation, som derfor også har været i stand til at virkeliggøre demokratiet. Men også her er der forskelle. F.eks. mellem de nordiske tillidskulturer og kulturerne med lav tillid i det sydlige Europa. Selv inden for de nordiske nationer er der forskelle. F.eks. mellem danskernes (relativt) individualistiske sindelag og svenskernes mere kollektivistiske sindelag, mellem et antiautoritært og et mere politisk korrekt syn på værdier som ytringsfrihed og lighed.

De demokratiske værdier er altså abstrakte. Vi fortolker dem forskelligt og mener noget forskelligt med dem, hvilket vi opdager, når de virkeliggøres i en konkret kulturel kontekst. Siger man, at et land er demokratisk så længe borgerne stemmer eller offentligt bekender sig til demokratiske værdier, har man altså ikke sagt ret meget, og tror man, at demokratiet bare kan eksporteres til alverdens kulturer, tager man fejl. For det afgørende er, at de ovenfor opregnede kulturelle verdensopfattelser, værdier og sociale adfærdsmønstre ikke kan stampes op af jorden. De er derimod, for at udvide metaforen, vokset naturligt frem gennem en lang historisk udvikling. Den danske kultur er med andre ord en frugtbar muld, hvori demokratiet har kunnet slå rod.

                      Religion udgør her en meget væsentlig faktor. Når jeg fremdrager netop religionen, skyldes det, at religion er central i alle kulturer, også i de kulturer, hvor f.eks. kirkegang ikke spiller nogen stor rolle; det er religionens latente funktioner, jeg betoner.[18] Hvad er protestantismens betydning for den borgerlige kultur i Danmark? Tillidsbegrebet kan måske belyse det. Et afgørende aspekt ved tillid er dens omfang, dens radius. Altså hvor mange andre, også fremmede mennesker, man deler de tillidsfremmende normer med. For især inden for familien vil der som oftest forekomme en stærk sammenhængskraft. Men styrken af de familiære bånd er forskellig fra kultur til kultur og står også i relation til andre former for sociale forpligtelser, f.eks. over for offentlige myndigheder. I Kina og Latin Amerika er familiens bånd stærke, men det er vanskeligt at have tillid til fremmede, og konsekvensen er udbredt offentlig nepotisme og korruption.

                      Jeg citerede i indledningen statsminister Anders Fogh Rasmussen for ønsket om, at vi ”møder hinanden i det offentlige rum som mennesker og borgere i Danmark” – men derefter fulgte tilføjelsen: ”og ikke som repræsentanter for forskellige religioner”. Statsministerens ord om den nødvendige sammenhængskraft var altså eksplicit kritisk vendt mod religionen. Den aktuelle kritik af religionens indflydelse i det danske samfund, som statsministerens kritik ligger i forlængelse af, er ofte baseret på principper: Stat og kirke bør adskilles, og religionerne ligestilles, hedder det. Eller kritikken går på en bestemt fortolkning af forkyndelsens indhold: Kristendom er overtro, islam er anti-demokratisk. Men dermed ser de principfaste kritikere netop bort fra den betydning, religionen har som kulturel faktor. Faktisk er religion en vigtig normbærer og medvirker derfor også til at skabe sammenhængskraft. Det kommer selvfølgelig helt an på religionens karakter. Hvor den islamiske lovreligion har en tendens til at svække et samfunds sammenhængskraft, gælder det modsatte for den kristne protestantisme, som har formet kulturen i Danmark.

                      Det afgørende ved protestantismens historiske gennembrud i Vesten var, at dyder som ærlighed og gensidighed for første gang i vidt omfang blev praktiseret uden for familien. Den protestantiske etik fremmede desuden hårdt arbejde og sparsommelighed med udsagn som ”du skal tjene dit brød i dit ansigts sved”. I protestantiske lande som de nordiske har der derfor været højere velstand og mere generel tillid end i de katolske, sydeuropæiske lande for ikke at tale om de islamiske lande i Mellemøsten. Internationale undersøgelser viser da også, at lande med en protestantisk historie og kernekultur har formået at udvikle høj økonomisk vækst og stabile liberale demokratier. Ud over de skandinaviske lande gælder det primært lande som Holland, Canada og New Zealand.[19] Tillid er nemlig helt afgørende, hvis man skal opbygge tætte sociale strukturer og komplekse sociale organisationer. Altså det, som er fundamentet for demokrati og store økonomiske foretagender. Når protestantiske lande næsten uden undtagelse har en langt mere veludviklet tillidskultur end katolske og især islamiske lande, har det at gøre med, at lokalt kontrollerede organisationer fremmer gensidig tillid, hvorimod store, hierarkisk opbyggede og centraliserede bureaukratier har en tendens til at nedbryde gensidig tillid. Det er, groft sagt, forskellen på de protestantiske kirker og den romersk-katolske kirke.

***

Et fortættet svar på det komplekse spørgsmål – hvad er sammenhængskraft? – vil da lyde: Sammenhængskraft er en kulturel forankret tillid mellem mennesker i et nationalt-borgerligt samfund præget af uformelle normer. Det er imidlertid værd at tænke på, at sammenhængskraften i et samfund hurtig kan gå tabt. Derimod tager det adskillige hundreder år at opbygge samfund med en stærk sammenhængskraft. Det er derfor afgørende, at vi bevarer den danske nationalt-borgerlige kultur. Den er nemlig en kilde til frihed og velstand og til at skabe fælles politiske løsninger inden for nationalstatens grænser. En tillidskultur som den danske har traditionelt været at ligne med et økologisk ligevægtssystem, hvor flertallet bidrager aktivt til det fælles bedste, imens relativt få individer kører på frihjul. Risikoen er, at den kulturblindhed, der præger den politiske integration (forfatningspatriotisme, velfærdsstat eller EU), eller ligestillingen af alle kulturer (multikulturalismen) vil gøre en ende på denne følsomme balance.

For har man erkendt, at den danske kultur er et frugtbart grundlag for skabelsen af et frit, borgerligt-demokratisk samfund, må man naturligvis også støtte den nationale kultur; man må bevare kernekulturen og kræve, at andre kulturer tilpasser sig den. Her er nogle kulturer, f.eks. den jødiske, mere tilpasningsdygtige end andre, f.eks. den muslimske.[20] Samfund med en fælles kernekultur og et fælles moralsk sprog om godt og ondt vil simpelt hen hænge bedre sammen end multikulturelle samfund. Måske har vi været for hastige til at afkoble demos fra etnos: Den politiske identitet som statsborger fra den etnisk-kulturelle nationale identitet. Et demokrati er jo kun en styreform. Den fastlægger procedurer for, hvordan vi skal handle i politiske uenigheder. Men før dette ”vi” kan handle, må der overhovedet være et ”vi”. Vi må først kunne svare på spørgsmålet: Hvem er vi?