INDLEDNING til Det etiske kunstværk (2006)

Af Kasper Støvring

Villy Sørensens forfatterskab er for længst blevet kanoniseret som et af de væsentligste i det tyvende århundredes danske litteratur. Han er som sådan klassisk moderne. Sørensen kan karakteriseres som en freier Geist, der fra sin debut i 1953 og frem til sin død i 2001 gjorde sig gældende som en engageret offentlig skribent. Sørensen var både samfundsdebattør, litteratur- og kulturkritiker, filosof og filosofisk digter, og hans analyser og formidlinger af dansk og europæisk litteratur blev til på et bredt humanistisk grundlag, der omfatter både kulturhistoriske, æstetiske, erkendelsesmæssige og kritiske aspekter. Allerede fra sin debut var han symbol på et nybrud: en intellektuel med en særegen international orientering. Det er ikke mindst i kraft af sin kritik, at Sørensen har medvirket til at forny og revitalisere den danske kulturdebat.

Emnet i denne bog er Villy Sørensens essayistiske forfatterskab med særligt henblik på hans poetik og litterære kritik, hvor tanken om det etiske kunstværk står centralt. Hovedværket og omdrejningspunktet er Digtere og dæmoner fra 1959. Denne bog handler både om digtere og om samfundsformer, om litteratur- og kulturkritik. Første del præsenterer den historiske forudsætning for Sørensens filosofi, der især står i gæld til Kierkegaards eksistensfilosofi. Ved at analysere Kierkegaards filosofiske forfatterskab i sammenhæng med H.C. Andersens digteriske forfatterskab får Sørensen lejlighed til at udlægge de grundbegreber – erindringen, spaltningen og gentagelsen – som han arbejder med i resten af bogen og forfatterskabet. Anden del rummer Sørensens særlige litteraturkritiske metode, der bringes i anvendelse på tre moderne forfatterskaber: den i dag relativt ukendte danske digter Harald Kidde (1878-1918), der skrev en række romaner med en psykologisk og religiøs tematik og til sin død arbejdede med et ufuldendt, men stort anlagt epos om den moderne kulturs udvikling. De to andre forfattere er den tyske digter Thomas Mann (1875-1955) og den østrigske digter og filosof Hermann Broch (1886-1951), der begge er højindividuelle og socialt orienterede moderne forfattere, som tematiserer eksistensens og kulturens problematikker i et personligt og mytisk sprog. Herfra dykker Sørensen ned i folkevisernes præmoderne anonyme essensdigtning, hvor han i ren symbolsk og mytisk form finder de temaer, som han også lokaliserer hos de moderne forfattere. I bogens sidste tredje del fører Sørensen perspektivet helt op til efterkrigstiden og vider det ud til at omfatte sociale diskussioner af det europæiske samarbejde og velfærdsstaten, hvor forholdet mellem ”funktion”, de krav, individet møder i samfundet, og ”eksistens”, de indre krav om selvudfoldelse, bliver særlig akut.

Forløbet i min fremstilling falder i fem afsnit, der fremhæver en proces, som er afgørende i Digtere og dæmoner såvel som i hele forfatterskabet: Fra en diagnosticering af den centrale konflikt (”faldet”), over et æstetisk, et dæmonisk og et etisk forsøg på at overvinde denne konflikt, til en afsluttende diskussion af, hvordan og hvorvidt denne udfordring er blevet løst. På den måde fremkommer den fremadskridende frigørelsesproces, som Sørensen udlægger i sin stadielære.

I Digtere og dæmoner ligger de bærende tanker og grundtemaer i kim, som udfoldes i resten af forfatterskabet. Sørensens forfatterskab er først og fremmest kendetegnet ved en konsekvens og en kontinuitet, der er forenet med en vilje til åbenhed og præget af visse forskydninger i forhold til, hvordan forfatterskabets forskellige temaer betones. Den systematiske eller, om man vil, organiske komposition i Digtere og dæmoner afløses af en løsere sammenhæng og mindre fast linje i de senere bøgers samlinger af mere aktuelt orienterede artikler, f.eks. Hverken-eller (1961), Mellem fortid og fremtid (1969) og Demokratiet og kunsten (1989), der alle indeholder litteraturkritiske refleksioner. Samtidig kan man se, hvordan de centrale tankegange i Digtere og dæmoner indgår i de senere monografier og præsentationer af digtere og filosoffer, f.eks. i Nietzsche (1963) og Kafkas digtning (1968). Her står det oprindelige kim i fuldt flor, for nu at blive i den organiske betragtningsmåde.

Disse to bøger om Nietzsche og Kafka, hvortil kan føjes bogen om Schopenhauer (1969), er ikke så meget regulære objektive introduktioner, som de er anledninger til, at Sørensen har kunnet berede vejen for en videreudvikling af sine egne, allerede udstukne, tankebaner. Således er bogen om Schopenhauer den mindst selvstændige, og derfor også på mange måder den svageste, og bogen om Nietzsche den mest personligt inspirerede – og derfor også den mest kritiserede. Endelig kan man i de sene dagbogsudgivelser Tilløb (1988), Forløb (1990) og Perioder (1993), der føjer flere skitser til en samlet teori om digtningen, nøje følge forfatterskabets tilblivelse og de vækstfaser, det gennemløber. Som sådan bliver dagbøgerne stående som overbevisende vidnesbyrd om forfatterens enestående selvoverensstemmelse, dvs. det fortløbende arbejde med temaer og synspunkter, der blev udstukket fra starten.

Sørensen har aldrig skrevet en direkte, samlet poetik. Men der findes flere steder i hans værk omridset af en fuldt afrundet poetik, som jeg mener at kunne læse frem. Dertil kommer, at der endnu ikke er udarbejdet en større fremstilling af Sørensens poetik. I det hele taget er det essayistiske forfatterskab indtil for ganske nylig kun viet relativ sparsom opmærksomhed, selv om det kvalitativt er på højde med det skønlitterære, overstiger det i kvantitativ omfang, og virkningshistorisk har haft lige så stor betydning.

Interessen for Sørensens essayistik og hele det kulturhistoriske op- og frembrud i 1960’erne er dog steget i de seneste år, især i forbindelse med debatten omkring den kulturradikale kunstforståelse, der er blevet døbt ”modernismekonstruktionen”. En kreds af litterater med tilknytning til danskstudiet i Kolding – især Anne Marie Mai, Anne Borup og Jon Helt Haarder – gør i en række artikler i antologien Modernismen til debat (2005) polemisk front mod den kulturradikale kunstopfattelse, hvis hovedkonstruktører var Sørensen og især Torben Brostrøm. Borup formulerer sit anliggende som en ”generobring” af litteraturens brede og brogede mangfoldighed fra modernismens litteraturhistoriske konstruktion, der truer med at udgrænse en lang række eksperimenterende litterære tekster og lægge fiktionen død.

Centralt i den kritiserede modernismekonstruktion står en psykoanalytisk funderet idé om opbyggelighed, nemlig radikalismens lære om forløsning af det fortrængte gennem poesiens erkendende konfrontation med det dæmoniske og irrationelle. I denne konfrontation ligger kunstens terapeutiske nytte for den enkelte og for samfundet i en dannelsesmæssig og politisk forstand. De tre litterater har forsøgt at vise, at kulturradikalismens koncept tjente til en pædagogisk formidling og kulturpolitisk legitimering af en ny, dvs. tidssvarende (og tidsbunden) moderne kunst i et velfærdsstatsligt regi, nemlig 1950’ernes og 1960’ernes nyradikale modernisme. Først med opbruddet i 1968 blev nye positioner, der ofte hentede inspiration fra den hidtil udgrænsede massekultur, frisat fra en finlitterær, formynderisk kanondannelse til det, Borup kalder et ”åbent felt” af eksperimentering og nytænkning.

Jeg har i artiklen ”Radikalisme og konservatisme” (ligeledes optrykt i Modernismen til debat) bidraget med et korrektiv til den stædige overbetoning af Sørensens tilknytning til den kulturradikale tradition, som råder blandt unge radikale såvel som gamle (ny)radikale. I forsøget på at vinde Sørensen fra en kulturradikal modernismekonstruktion til en mere åben, om man vil: endnu mere radikal postmodernistisk position, kommer de tre litterater – Mai, Borup og Haarder – paradoksalt til at bidrage til denne overbetoning.

De forskaffer sig samtidig et ståsted for kritikken af et modernisme- og frigørelsesbegreb, der i Sørensens udgave er en mere tvetydig affære. Faktisk ligger der i mit korrektiv en implicit kritik af den omfattende receptionshistorie, der knytter sig til forfatterskabet. Et forfatterskab som nærmere beset, med en Sørensen-vending, ”plejer intim omgang” med en europæisk tradition for kulturkonservatisme.

En anden aktuel kritiker af Sørensens forfatterskab, der ligger i forlængelse af Koldingskolen, er digteren og essayisten Niels Frank, som også har bidraget til Modernismen til debat. Det er almindelig anerkendt, at modernismen og dens teori går tilbage til Baudelaire. Men Niels Frank mener i sin artikel om den danske modernismeforståelse, ”Omstigning til Paradis”, at modernismen på dansk grund er blevet tilegnet på en problematisk måde. Det er bl.a. Sørensens skyld. Problemet er, at de danske modernister forsoner, tæmmer, ophøjer og forædler digterpersonlighedens idiosynkrasier og det digteriske udtryk, imens Baudelaire faktisk hæsliggør, fornedrer, fremmedgør, nedværdiger og udtrykker dissonans ved brug af radikale ironiseringer.

Mit ærinde i denne bog er at bringe andre, mere beslægtede konstellationer frem, der ikke følger de aspekter af Franks kritik, der reducerer Sørensens etiske forsoningsdimension til et spørgsmål om bortcensurering af de dynamiske, rent private idiosynkrasier. Derfor vil jeg både gå i rette med Niels Frank og Koldingskolen og vise, at Sørensens kunstforståelse ikke har den opbyggelige karakter, som den ofte tilskrives. Denne tråd er implicit til stede overalt og tages eksplicit op i de afsluttende kapitler, hvor jeg vil forsøge at nyfortolke, frigøre, Sørensens frigørelsesprojekt, der alt for længe har været spærret inde bag en horisont af idealistisk kulturradikal humanisme. Det etiske kunstværk tilbyder nemlig en mere opbyggelig, men mindre æstetisk forestilling om – æstetisk – negativitet end avantgardismen og æsteticismen, et tredje integreret standpunkt mellem nihilisme og narcissisme.

De hidtidige fremstillinger af det essayistiske forfatterskab er i vidt omfang blottet for en række af de aspekter, som jeg her ønsker at tage op. Det indebærer mere præcis en perspektivering af essayistikken, bl.a. i forhold til den danske og europæiske modernismes udviklingshistorie i førkrigs- og mellemkrigstiden. Yderligere er det min hensigt at aktualisere forfatterskabet. Når jeg finder det påkrævet, skyldes det, at et banebrydende værk som Digtere og dæmoner stadig er overset, hvis man placerer det i en dansk tradition for (prosa)poetologisk refleksion. Når også dette værk partout skal sies igennem det polemiske filter, der efterhånden er gjort velkendt af Niels Frank og Kolding-litteraterne, senest under opgøret med ”den danske modernismekonstruktions” opbyggelige kulturradikalisme, kommer man desværre let til at afstå fra en loyal analyse af værket. Min fremstilling er derfor også blevet til i forundring over, hvordan eksempelvis Paul la Cours, Per Højholts og Søren Ulrik Thomsens poetikker altid fremhæves på bekostning af Villy Sørensens.

FORORD til Blivende værdier (2004)

Af Kasper Støvring

I denne bog trækker jeg både på danske og udenlandske intellektuelle, forskere og politikere, som har publiceret i aviser, bøger og tidsskrifter igennem de sidste ti år. Imens mit aktuelle perspektiv sådan cirka rækker tilbage til årene omkring Murens fald, har jeg forsøgt at give dette perspektiv en dybere historisk klangbund ved at læse en række klassiske og moderne værker fra den konservative – filosofiske, litterære og politiske – tradition.

Samtidig er det min ambition at formulere et fremadrettet bud på en konservativ kulturkritik. Titlen på denne bog søger at indfange ideen om en historisk kontinuitet, som er en evergreen i konservativ tænkning. Allerede hos konservatismens fader, den irskfødte filosof Edmund Burke, finder vi formlen for en nutidig konservatisme. I sit umådeligt indflydelsesrige skrift, Tanker om den franske revolution (1790, dansk oversættelse 1987), vender Burke sig mod den reaktionære, der blot lader stå til, og mod den revolutionære, der nøjes med at rive ned:

”På én gang at bevare og reformere er noget ganske andet. Når man holder fast ved de nyttige dele af gamle institutioner, og er nødt til at indpasse det nye, som føjes til, i det som fastholdes, da må man have både åndelig kraft, fast og utrættelig årvågenhed, forskellige evner til sammenligninger og kombinationer, og et forråd af forståelse for det hensigtsmæssige; disse egenskaber må udfolde sig i stadig konflikt med den samlede kraft i de laster, som er deres modsætning – med den forstokkethed som afviser alle forbedringer, og med den letsindighed, som føler træthed og afsky over for alt det bestående.” (Min oversættelse fra Lars Roar Langslets norske oversættelse i antologien Konservatismen fra Hume til i dag, 1965).

Min hensigt er således at aktualisere konservatismens historiske tankegods og dermed også at perspektivere en række problemer i kultur- og samfundsdebatten, som har fået fornyet bevågenhed i kølvandet på regeringsskiftet herhjemme i 2001. Især lægger denne bog sig i forlængelse af statsminister Anders Fogh Rasmussens erklæringer om en borgerlig kulturkamp i Weekendavisen den 17. januar 2003.

Det virker som om, at konservatismen atter er kommet i centrum i den offentlige kulturdebat efter en række år, hvor liberalismen (i 80’erne) og socialismen (i 70’erne) har stået på dagsordenen. Det er ikke mindst på det konservative område, at man har savnet levende debatmiljøer med dybere idépolitiske og kulturelle oplæg. Borgerlighedens selvforståelse har i langt højere grad været liberal. Den har været fokuseret på ideer som individuel frihed, personlig success, selvrealisering og betoningen af rettigheder frem for pligter.

Men det er efterhånden også blevet gængs opfattelse, at borgerligheden mangler langtidsperspektiv, at der er en mangel på dybere forudsætninger for ikke kun det konservative, men også det liberale kulturliv; borgerligheden er siden 80’erne blevet mere dagsaktuel og praktisk orienteret, langt mindre kulturel og intellektuel. Om ikke af andre grunde, så måtte man af den grund hilse statsministerens erklæringer om kulturkamp velkommen.

Men man kunne også hævde, at borgerligheden er mere konservativ, end den umiddelbart forekommer. Blot er der ikke noget dækkende offentligt sprog, der kan udtrykke den konservative livsform. Dels har de konservative været for dovne, og dels rækker den liberale retorik ikke til at udtrykke denne livsform.

En levende konservativ debatkultur har altså været savnet. Men måske er tiderne ved at ændres? Det er i hvert fald den opfattelse, der ligger bag denne bog, som i store træk bygger på artikler, jeg tidligere har offentliggjort i forskellige sammenhænge: Bogen skal ses som et bidrag til en konservativ debatkultur. Opgaven er at give mæle til konservatismens ”tave viden” og formulere, eller genformulere, et offentligt sprog for de konservative ideer, ikke mindst for engagementet i fælles anliggender.

En anden – tredje – forklaring på den manglende konservative debatkultur kunne være den, at konservatismen hverken er en fiks og færdig ideologi eller en fuld afrundet teori i traditionel forstand. Konservatismen er hyppigere blevet opfattet som en holdning og en indstilling. Denne bog er da heller ikke en introduktion til eller en sammenhængende teori om konservatisme, men et forsøg på at praktisere konservatisme som kulturkritik, rettet mod fænomener og forestillinger i vores politisk-kulturelle virkelighed. Stilen er beslægtet med essayets frit associerende form (hvormed jeg gør undskylding for visse gentagelser!). Jeg skriver på det, der kan kaldes det konservative sensorium, altså en særlig art perception eller sensibilitet.

Men konservatismen kræver rigtignok et stabilt idéindhold for ikke at ende i relativisme og rene følelsesudbrud eller stemningssvingninger. En ideologi er ikke det samme som et værdigrundlag eller et fællesskab af gennemgående ideer. Anders Ehlers Dam , der har redigeret antologien Forandre for at bevare? – tanker om konservatisme (2003), opregner en hel håndfuld blivende konservative værdier i sin indledning:

”Fællesskabet omkring kulturelle og religiøse elementer; det organiske; familie; nation […] synet på mennesket som kontekstbundet snarere end løsrevet og atomiseret; en positiv opfattelse af staten; reform frem for revolution; det pragmatiske frem for det principielle; en orientering mod det partikulære og interesse for diversitet frem for ensretning; skepsis over for radikale fremskridtsideer; skepsis over for overdreven tiltro til den menneskelige fornuft; kritik af tyrannisk formløshed; kærlighed til tradition, historie, dannelse, kultur; individets myndighed; ansvar og pligt; dyd, orden og autoritet; et socialt helhedssyn, hvor de, der kan klare sig selv får lov til dette, men hvor til gengæld de svageste i samfundet virkelig hjælpes; det livfulde frem for døde systemer; den heroiske og aristokratiske indstilling; opfattelsen af, at der findes forskelle, som ikke bør nivelleres […]”.

Titlen Blivende værdier henviser da både til en kontinuitet i værdier og anskuelser, altså til noget, som har været og bliver ved at være i kraft af tradition. Men titlen henviser også til noget, som er ved at blive til, altså værdier, som i højere grad er ved at præge den offentlige kultur. ”Blivende værdier” kan både forstås deskriptivt: Det, vi hele tiden taler om, altså værdier, og normativt: Den forrang, som traditionen bør have.